Isaiah 52

1 Thoudoh in, thoudoh in, Vo Zion! Nangmatah nathahatnan hung kivon’in. Naponsil hoitah chu kisillin, ajeh chu mi theng lou le Pathen ngaisah lou ho chu na kelkot honga hunglut talou ding ahitauve, Vo khopi theng, Jerusalem.

Vaagn op, vaagn op, ifør dig din Styrke, Zion, tag dit Højtidsskrud paa, Jerusalem, hellige By! Thi uomskaarne, urene Folk skal ej mer komme ind.

2 Vut vailah’a konin thoudoh in, jabolna muna touvin, Vo Jerusalem. Nangong changa soh kihenna thihkhao ho chu paimangin. Vo soh a kikaimang, Zion chanu.

Ryst Støvet af dig, staa op, tag Sæde, Jerusalem, fri dig for Halslænken, Zions fangne Datter!

3 Ajeh iham itileh hiche hi Pakai sei: ‘Keiman nangho chu kajohdoh’a gam danga kathotdoh’ chun, keiman imacha kakilah dehpoi. Tua keiman naman dingu petalouva, kalhatdoh thei’u nahitauve.

Thi saa siger HERREN: For intet solgtes I, og uden Sølv skal I løskøbes.

4 Hiche hi Thuneipen Pakai chun aseije: Phat masa lai chun kamiten Aigupta gam'a chenna din akilhenuve. Tua hi Assyria ten amaho abol hesoh’uve.

Thi saa siger den Herre HERREN: I Begyndelsen drog mit Folk ned til Ægypten for at bo der som fremmed, og siden undertrykte Assyrien det uden Vederlag.

5 Hiche hi ipi thu hitam? tin Pakaiyin aseije. Ipi iti danna kamite chu sohchang kitna hiu vem? Achunguva vaihom ho chu kithang at tah in asamuve. Kamin hi nilhum keijin ataitom’uvin ahi.

Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra HERREN; mit Folk er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder det fra HERREN, og mit Navn vanæres ustandseligt Dagen lang.

6 Hijongleh Kamin hi Kamite henga kaphon doh ding, chule athaneina ahin het dingu ahitai. Chuteng leh achaina keija amahon keima hi akomuva thusei penpa kahi chu ahetdoh dingu ahitai.

Derfor skal mit Folk kende mit Navn paa hin Dag, at det er mig, som har talet, ja mig.

7 Lhang sangho chunga thupole’a pang, Israel Pathen chu avaihomtai, tia Chamna Kipana Thupha le huhhingna thupoho kengphang chu iti hoiya hoi hitam!

Hvor liflige er paa Bjergene Glædesbudets Fodtrin, han, som udraaber Fred, bringer gode Tidender, udraaber Frelse, som siger til Zion: »Din Gud har vist, han er Konge.«

8 Pakai chu Jerusalem’a ahung kile chun, Khopi ngahpa chun asamin chule amit mu’uva chun kipah le thanom tah in la asatai.

Hør, dine Vægtere raaber, de jubler til Hobe, thi de ser for deres Øjne HERREN vende hjem til Zion.

9 Pakaiyin Amite alhamon’a, Jerusalem alhatdamtah jeh in, ana kisuchimsa Jerusalem chun kipah le thanom tah in vahchoina la hin sadoh hen.

Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Tomter! Thi HERREN trøster sit Folk, genløser Jerusalem.

10 Chitin- namtin mit mua Pakaiyin athaneina thengtah chu avetsahtai. I Pathen’uvin agal jona leiset kolkim vella miten amusohkei dingu ahi.

Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne, den vide Jord skal skue Frelsen fra vor Gud.

11 Natoh khah chasun thenglou ahina’a konin potnin, potdoh'in chule nasohchanna chu dalhatan. Pakai dia athenga thil ho a’inlama pohon, hichea konhin potnun lang chule kisuthengun.

Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer HERRENS Kar!

12 Nanghon na hinkhou kihuhbitna dinga, kino loutah’a na dalhah diu ahi. Ajeh chu Pakai chu na masang sanguva anamasa ding; Israel Pathen chun na nunglamu ahonbit ding ahi.

Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran eder gaar HERREN, eders Tog slutter Israels Gud.

13 Veuvin, Kalhacha chu lolhing ding, Ama sangtah’a choisanga um ding ahi.

Se, min Tjener faar Fremgang han stiger, løftes og ophøjes saare.

14 Hinla mitampi chun amu phat’uvin kidang asauve. Amaa mai chu akilom hihbeh jengin, mihem mel aputahbeh tapon, chule alimsoa konin, ama chu mihem shi tia ahedoh ding hahsante.

Som mange blev maalløse over ham, — saa umenneskelig ussel saa han ud, han ligned ej Menneskenes Børn —

15 Chule aman namtin-vaipi alungkidan sah ding, Lengho jong Ama angsunga thusei ding helouva umding ahiuve. Ajeh chu amaho kiseipehlou amudingu, chule ajahkhahlou beh’u chu ahetkhen dingu ahitai.

skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt.