Joba 30
1 Tedae a kum la kai lakah aka noe long khaw kai taengah luem uh coeng. Te rhoek kah a napa pataeng ka boiva kah ui taengah khueh ham ka hnawt lah mako.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Amih kut dongkah thadueng khaw kai taengah metlam a om? Amih te a hminkhah lamni a paltham.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Vaitahnah neh khokha rhamling lamkah pumhong loh hlaem vaengah khohaeng neh imrhong kah rhamrhae te a cilh.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Tangpuem dongkah baekkoi te a hlaek uh tih a buh la hlingcet yung a khueh.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 A nam lamloh a haek uh tih amih taengah hlanghuen bangla a o uh.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
6 Soklong cakhom kah laipi neh thaelsawk khui ah kho a sak.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Tangpuem khuiah pang uh tih lota hmuiah poem uh.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Aka ang ca rhoek neh ming mueh ca rhoek ni khohmuen lamloh a hawt uh.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Te dongah amih kah rhotoeng la ka om coeng tih amih taengah ol la ka om.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Kai aka tuei rhoek tah kai lamloh lakhla uh tih ka mikhmuh ah timtui khaw tuem uh pawh.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 A lirhui lakah ka lirhui he pawl coeng. Te dongah kai he m'phaep tih ka mikhmuh ah kamrhui han tueih uh.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Ka bantang kah hlangyoe loh tlai ka kho a kalh. Amih kah rhainah caehlong te kai taengah a picai uh.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
13 Ka talnah khuiah ka hawn a mak uh tih, amih aka bom pawt khaw hoeikhang uh.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 A puut aka len bangla ael uh tih a khohli rhamrhael hmuiah paluet uh.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Kai soah mueirhih pai tih khohli bangla ka moeihoeihnah a hloem vaengah kai kah khangnah te khomai bangla a yah.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Kai lamloh ka hinglu a kingling coeng tih phacip phabaem khohnin loh kai n'tuuk.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Khoyin ah ka rhuh te ka pum dong lamloh a cueh. Kai aka thuek he a dim moenih.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Thadueng cungkuem dongah ka pueinak a phuelhthaih tih ka angkidung te rhawnmoep bangla ka vah.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Kai he dikpo khuila n'dong tih laipi neh hmaiphu bangla n'thuidoek.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Na taengah bomnah kam bih dae kai nan doo moenih. Ka pai akhaw kai he nan yakming moenih.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
21 Kai soah a muen la na poeh tih na ban thaa neh kai nan konaeh thil.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
22 Kai he khohli dongah nan phueih. Kai nan ngol thil vaengah kai nan paci sak tih lungming cueihnah a yawn.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Mulhing boeih kah tingtunnah im la dueknah neh kai nan mael sak ham khaw ka ming.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 A yoethaenah khuiah bombihnah a yaak vaengah kut aka thueng he lairhok dongah a om moenih.
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
25 Khohnin a mangkhak dongah ka rhap tih khodaeng dongah ka hinglu a omdam moenih.
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 A then ka lamtawn vaengah boethae ha pawk. Vangnah te ka ngaiuep vaengah a hmuep ha pai.
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
27 Ka bung he tlawk tih a kuemsuem moenih. Kai he phacip phabaem khohnin loh n'doe.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Khomik a tal dongah maelhmai a hmuep la ka cet. Hlangping neh ka pai tih ka pang.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
29 Pongui kah a manuca neh tuirhuk vanu kah a hui la ka om.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Ka vin khaw kamah dong lamloh mu tih ka rhuh khaw kholing neh tlum coeng.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Ka rhotoeng te nguekcoinah la, ka phavi rhah ol la poeh.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
