Job 7
1 Kami loe thanathaih hoiah na ai maw long nuiah toksak? A hinghaih ninawk doeh toksak han tlai ih kami ih ninawk baktiah na ai maw oh?
Er ikke et menneskes liv på jorden en krigstjeneste, og hans dager som en dagarbeiders dager?
2 Tamna mah tahlip to zing moe, tlai ih toksah kami mah toktho zing baktih toengah,
Lik en træl som higer efter skygge, og lik en dagarbeider som venter på sin lønn,
3 kai doeh khrah paroeai thungah ka sak ih tok loe azom pui ah ni oh, aqumnawk doeh kai patangkhanghaih ah ni oh.
således har jeg fått i eie måneder fulle av nød, og møiefulle netter er falt i min lodd.
4 Ka iih naah, natuek naah maw aqum hae boeng ueloe, kang thawk han? tiah ka poek; to tiah akhawnbang khodai khoek to ahnuk ahmaa kam let.
Når jeg legger mig, da sier jeg: Når skal jeg stå op? Og lang blir aftenen, og jeg blir trett av å kaste mig hit og dit inntil morgenlysningen.
5 Ka ngan loe alungh hoi maiphu mah khuk khoep boeh; ka nganhin loe akah rak moe, ahnai to tacawt.
Mitt kjøtt er klædd med makk og med skorper som av jord; min hud skrukner og brister.
6 Ka hinghaih aninawk loe kahni sah kami ih camprai pongah rang kue moe, oephaih om ai ah laemh o.
Mine dager farer hurtigere avsted enn en veverskyttel, og de svinner bort uten håp.
7 Aw ka hinghaih loe takhi ah ni oh, tiah panoek ah; ka mik mah hoihhaih roe hnu mak ai boeh.
Kom i hu at mitt liv er et pust! Aldri mere skal mitt øie se noget godt.
8 Vaihi kai hnu kaminawk mah, kai na hnu o let mak ai boeh; nang khet naah, ka om mak ai boeh.
Den som nu ser mig, skal ikke mere få øie på mig; når dine øine søker efter mig, er jeg ikke mere.
En sky blir borte og farer avsted; således er det med den som farer ned til dødsriket - han stiger ikke op derfra, (Sheol h7585)
10 Anih loe angmah im ah amlaem let mak ai boeh; a ohhaih ahmuen mah doeh anih to panoek mak ai boeh.
han vender ikke mere tilbake til sitt hus, og hans sted kjenner ham ikke lenger.
11 To pongah pakha hae kang sumh mak ai; patangkhang ka muithla hoiah lok ka thuih moe, khosak kasae ka hinghaih hoiah lok ka thuih han.
Så vil da heller ikke jeg legge bånd på min munn; jeg vil tale i min ånds trengsel, jeg vil klage i min sjels bitre smerte.
12 Kai loe tuipui ah maw ka oh, tuipui thung ih tanga pui ah maw ka oh moe, kai toepkung na suek?
Er jeg et hav eller et havuhyre, siden du setter vakt over mig?
13 Ka iihkhun mah kamongah anghaksak ueloe, kang song naah ka nathaih hoikhang tih mue, tiah ka poek,
Når jeg sier: Min seng skal trøste mig, mitt leie skal hjelpe mig å bære min sorg,
14 to naah amaang sae mah kai ang pazih, hnuksakhaih mah ang tasoehsak;
da skremmer du mig med drømmer og forferder mig med syner.
15 to pongah ka hing pongah loe, tahnong panamh moe, duek to ka koeh kue boeh.
Derfor foretrekker min sjel å kveles - heller døden enn disse avmagrede ben!
16 Ka hinghaih hae ka panuet; ka hing poe mak ai; kaimabueng na omsak ah; ka hinghaih aninawk loe avanghaih tidoeh om ai.
Jeg er kjed av dette; jeg lever ikke evindelig; la mig være, for mine dager er et pust.
17 Kami loe kawbangah maw oh moe, anih to na pakoeh? Anih to na poek?
Hvad er et menneske, at du gir så meget akt på ham og retter dine tanker på ham,
18 Anih to akhawnbang kruek na paqaih thuih moe, anih to na tanoek tuektuek?
at du opsøker ham hver morgen og prøver ham hvert øieblikk?
19 Kai caeh taak ai ah nasetto maw na oh han vop, kaimah ih tamtui paaeh karoek to, kaimabueng nang omsak mak ai maw?
Hvor lenge skal det vare før du vender dine øine bort fra mig? Vil du ikke slippe mig til jeg får svelget mitt spytt?
20 Aw kaminawk toepkung, kai loe ka zae boeh maw? Na hmaa ah timaw ka sak? Tipongah kaimah han hmuenzit ah ka oh hanah, kah han na patoep ih hmuen ah nang suek loe?
Har jeg syndet, hvad ondt gjorde jeg da mot dig, du menneskevokter? Hvorfor har du gjort mig til skive for dig, så jeg er mig selv til byrde?
21 Tipongah ka sakpazaehaih nang tahmen ai, ka zaehaih doeh nang takhoe pae ving ai loe? Kai loe vaihi maiphu pongah kang song han boeh; akhawnbangah nang pakrong tih, toe ka om mak ai boeh, tiah a naa.
Og hvorfor tilgir du ikke min brøde og forlater mig min misgjerning? For nu må jeg legge mig i støvet; når du søker mig, er jeg ikke mere.
