< مَراثِي إرْمِي 5 >

اذْكُرْ يَا رَبُّ مَا أَصَابَنَا. انْظُرْ وَعَايِنْ عَارَنَا. ١ 1
HERRE, kom vor Skæbne i Hu, sku ned og se vor Skændsel!
قَدْ تَحَوَّلَ مِيرَاثُنَا إِلَى الْغُرَبَاءِ وَبُيُوتُنَا إِلَى الأَجَانِبِ. ٢ 2
Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
أَصْبَحْنَا أَيْتَاماً لَا أَبَ لَنَا، وَأُمَّهَاتُنَا كَالأَرَامِلِ. ٣ 3
Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
بِالْفِضَّةِ شَرِبْنَا مَاءَنَا. وَبِثَمَنٍ ابْتَعْنَا حَطَبَنَا. ٤ 4
Vort Drikkevand maa vi købe, betale maa vi vort Brænde.
دَاسَ مُضْطَهِدُونَا أَعْنَاقَنَا، أَعْيَيْنَا وَلَمْ نَجِدْ رَاحَةً. ٥ 5
Aaget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
خَضَعْنَا بَاسِطِينَ أَيْدِينَا إِلَى أَشُّورَ وَمِصْرَ لِنَشْبَعَ خُبْزاً. ٦ 6
Ægypten rakte vi Haand, Assur, for at mættes med Brød.
قَدْ أَخْطَأَ آبَاؤُنَا، وَتَوَارَوْا عَنِ الْوُجُودِ، وَنَحْنُ نَتَحَمَّلُ عِقَابَ آثَامِهِمْ. ٧ 7
Vore Fædre, som synded, er borte, og vi maa bære deres Skyld.
تَسَلَّطَ عَلَيْنَا عَبِيدٌ، وَلَيْسَ مَنْ يُنْقِذُنَا مِنْ أَيْدِيهِمْ. ٨ 8
Over os raader Trælle, ingen frier os fra dem.
بِأَنْفُسِنَا نَأْتِي بِخُبْزِنَا مُجَازِفِينَ بِحَيَاتِنَا مِنْ جَرَّاءِ السَّيْفِ الْكَامِنِ لَنَا فِي الصَّحْرَاءِ. ٩ 9
Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
جِلْدُنَا مُلْتَهِبٌ كَتَنُّورٍ مِنْ نِيرَانِ الْجُوعِ الْمُحْرِقَةِ. ١٠ 10
Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
اغْتَصَبُوا النِّسَاءَ فِي صِهْيَوْنَ وَالْعَذَارَى فِي مُدُنِ يَهُوذَا. ١١ 11
De skændede Kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
عُلِّقَ النُّبَلاءُ بِأَيْدِيهِمْ وَلَمْ يُوَقِّرُوا الشُّيُوخَ. ١٢ 12
Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
سَخَّرُوا الشُّبَّانَ لِلطَّحْنِ، وَهَوَى الصِّبْيَانُ تَحْتَ الْحَطَبِ. ١٣ 13
Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
هَجَرَ الشُّيُوخُ بَوَّابَةَ الْمَدِينَةِ، وَكَفَّ الشُّبَّانُ عَنْ غِنَائِهِمْ. ١٤ 14
De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
انْقَطَعَ فَرَحُ قَلْبِنَا وَتَحَوَّلَ رَقْصُنَا إِلَى نَوْحٍ. ١٥ 15
Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
تَهَاوَى إِكْلِيلُ رَأْسِنَا، فَوَيْلٌ لَنَا لأَنَّنَا قَدْ أَخْطَأْنَا. ١٦ 16
Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
لِهَذَا غُشِيَ عَلَى قُلُوبِنَا، وَأَظْلَمَتْ عُيُونُنَا. ١٧ 17
Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
لأَنَّ جَبَلَ صِهْيَوْنَ أَضْحَى أَطْلالاً تَرْتَعُ فِيهِ الثَّعَالِبُ. ١٨ 18
For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
أَمَّا أَنْتَ يَا رَبُّ، فَتَمْلِكُ إِلَى الأَبَدِ، وَعَرْشُكَ ثَابِتٌ مِنْ جِيلٍ إِلَى جِيلٍ. ١٩ 19
Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt staar din Trone.
لِمَاذَا تَنْسَانَا إِلَى الأَبَدِ وَتَتْرُكُنَا طُولَ الأَيَّامِ؟ ٢٠ 20
Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle Dage?
رُدَّنَا يَا رَبُّ إِلَيْكَ فَنَرْجِعَ. جِدِّدْ أَيَّامَنَا كَمَا فِي الْعُهُودِ السَّالِفَةِ. ٢١ 21
Omvend os, HERRE, til dig, saa vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
إِلا إِنْ كُنْتَ قَدْ رَفَضْتَنَا كُلَّ الرَّفْضِ وَغَضِبْتَ عَلَيْنَا أَشَدَّ الْغَضَبِ. ٢٢ 22
Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?

< مَراثِي إرْمِي 5 >