اَلْمَزَامِيرُ 25

١ 1 لِدَاوُدَ إِلَيْكَ يَارَبُّ أَرْفَعُ نَفْسِي.

Af David. HERRE, jeg løfter min Sjæl til dig,

٢ 2 يَا إِلَهِي عَلَيْكَ تَوَكَّلْتُ، فَلَا تَدَعْنِي أَخْزَى. لَا تَشْمَتْ بِي أَعْدَائِي.

min Gud, jeg stoler paa dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

٣ 3 أَيْضًا كُلُّ مُنْتَظِرِيكَ لَا يَخْزَوْا. لِيَخْزَ ٱلْغَادِرُونَ بِلَا سَبَبٍ.

Nej, ingen som bier paa dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.

٤ 4 طُرُقَكَ يَارَبُّ عَرِّفْنِي. سُبُلَكَ عَلِّمْنِي.

Lad mig kende dine Veje, HERRE, lær mig dine Stier.

٥ 5 دَرِّبْنِي فِي حَقِّكَ وَعَلِّمْنِي، لِأَنَّكَ أَنْتَ إِلَهُ خَلَاصِي. إِيَّاكَ ٱنْتَظَرْتُ ٱلْيَوْمَ كُلَّهُ.

Led mig paa din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig paa dig.

٦ 6 ٱذْكُرْ مَرَاحِمَكَ يَارَبُّ وَإِحْسَانَاتِكَ، لِأَنَّهَا مُنْذُ ٱلْأَزَلِ هِيَ.

HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Naade, den er jo fra Evighed af.

٧ 7 لَا تَذْكُرْ خَطَايَا صِبَايَ وَلَا مَعَاصِيَّ. كَرَحْمَتِكَ ٱذْكُرْنِي أَنْتَ مِنْ أَجْلِ جُودِكَ يَارَبُّ.

Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

٨ 8 اَلرَّبُّ صَالِحٌ وَمُسْتَقِيمٌ، لِذَلِكَ يُعَلِّمُ ٱلْخُطَاةَ ٱلطَّرِيقَ.

God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.

٩ 9 يُدَرِّبُ ٱلْوُدَعَاءَ فِي ٱلْحَقِّ، وَيُعَلِّمُ ٱلْوُدَعَاءَ طُرُقَهُ.

Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

١٠ 10 كُلُّ سُبُلِ ٱلرَّبِّ رَحْمَةٌ وَحَقٌّ لِحَافِظِي عَهْدِهِ وَشَهَادَاتِهِ.

Alle HERRENS Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

١١ 11 مِنْ أَجْلِ ٱسْمِكَ يَارَبُّ ٱغْفِرْ إِثْمِي لِأَنَّهُ عَظِيمٌ.

For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

١٢ 12 مَنْ هُوَ ٱلْإِنْسَانُ ٱلْخَائِفُ ٱلرَّبَّ؟ يُعَلِّمُهُ طَرِيقًا يَخْتَارُهُ.

Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;

١٣ 13 نَفْسُهُ فِي ٱلْخَيْرِ تَبِيتُ، وَنَسْلُهُ يَرِثُ ٱلْأَرْضَ.

selv skal han leve i Lykke og hans Sæd faa Landet i Eje.

١٤ 14 سِرُّ ٱلرَّبِّ لِخَائِفِيهِ، وَعَهْدُهُ لِتَعْلِيمِهِمْ.

Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

١٥ 15 عَيْنَايَ دَائِمًا إِلَى ٱلرَّبِّ، لِأَنَّهُ هُوَ يُخْرِجُ رِجْلَيَّ مِنَ ٱلشَّبَكَةِ.

Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.

١٦ 16 اِلْتَفِتْ إِلَيَّ وَٱرْحَمْنِي، لِأَنِّي وَحْدٌ وَمِسْكِينٌ أَنَا.

Vend dig til mig og vær mig naadig, thi jeg er ene og arm.

١٧ 17 اُفْرُجْ ضِيقَاتِ قَلْبِي. مِنْ شَدَائِدِي أَخْرِجْنِي.

Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

١٨ 18 ٱنْظُرْ إِلَى ذُلِّي وَتَعَبِي، وَٱغْفِرْ جَمِيعَ خَطَايَايَ.

Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.

١٩ 19 ٱنْظُرْ إِلَى أَعْدَائِي لِأَنَّهُمْ قَدْ كَثُرُوا، وَبُغْضًا ظُلْمًا أَبْغَضُونِي.

Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

٢٠ 20 ٱحْفَظْ نَفْسِي وَأَنْقِذْنِي. لَا أُخْزَى لِأَنِّي عَلَيْكَ تَوَكَّلْتُ.

Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider paa dig, lad mig ikke beskæmmes.

٢١ 21 يَحْفَظُنِي ٱلْكَمَالُ وَٱلِٱسْتِقَامَةُ، لِأَنِّي ٱنْتَظَرْتُكَ.

Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier paa dig, HERRE.

٢٢ 22 يَا ٱللهُ، ٱفْدِ إِسْرَائِيلَ مِنْ كُلِّ ضِيقَاتِهِ.

Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!