Hiob 6

1 Na Hiob buae se,

Da tok Job til orde og sa:

2 “Sɛ wobetumi akari mʼawerɛhowdi na me haw nso wɔde agu nsania so a,

Gid min gremmelse blev veid, og min ulykke samtidig lagt på vekten!

3 anka emu bɛyɛ duru asen nwea a ɛwɔ po mu nyinaa, enti ɛnyɛ nwonwa sɛ me nsɛm ayɛ hagyahagya.

For nu er den tyngre enn havets sand; derfor var mine ord tankeløse.

4 Otumfo agyan no wɔ me mu, me honhom nom ano bɔre no; wɔahyehyɛ Onyankopɔn ahunahuna nyinaa atia me.

For den Allmektiges piler sitter i mig, og min ånd drikker deres gift; Guds redsler stiller sig op imot mig.

5 Wuram afurum su wɔ bere a wanya sare ana, na nantwi nso su wɔ bere a wanya nʼaduan ana?

Skriker vel et villesel midt i det grønne gress? Eller brøler en okse foran sitt fôr?

6 So wodi aduan a nkyene nni mu? Na ɔdɛ bi wɔ nkesua mu fufu mu ana?

Hvem vil ete det som det ingen smak er i, uten salt? Eller er det smak i eggehvite?

7 Mempɛ sɛ mede me nsa ka; aduan a ɛte saa no bɔ me yare.

Det byr mig imot å røre ved det; det er for mig som utskjemt mat.

8 “Ao sɛ me nsa bɛka mʼabisade, sɛ Onyankopɔn bɛyɛ nea mʼani da so no ama me,

Gid min bønn måtte bli hørt, og Gud vilde opfylle mitt håp!

9 sɛ Onyankopɔn bɛpɛ sɛ ɔdwerɛw me sɛ ɔbɛtwe ne nsa na wakum me,

Og måtte det behage Gud å knuse mig, å slippe løs sin hånd og avskjære min livstråd!

10 ɛne anka mɛkɔ so anya saa awerɛkyekye yi, a ɛyɛ anigye a mewɔ wɔ ɔyaw a entwa da yi mu, ne Ɔkronkronni no nsɛm a mimmuu so yi.

Da hadde jeg ennu en trøst, og jeg skulde springe av glede midt i den skånselløse smerte; for jeg har ikke fornektet den Helliges ord.

11 “Ahoɔden bɛn na mewɔ a enti ɛsɛ sɛ minya anidaso? Daakye nneɛma pa bɛn nti na ɛsɛ sɛ minya ntoboase?

Hvad kraft har jeg, så jeg kunde holde ut, og hvad blir enden med mig, så jeg kunde være tålmodig?

12 Mewɔ ahoɔden sɛ ɔbo ana? Me honam yɛ kɔbere mfrafrae ana?

Er da min kraft som stenens kraft? Eller er mitt kjøtt av kobber?

13 So mewɔ tumi bi a mede bɛboa me ho saa bere yi a nkonimdi apare me yi ana?

Er jeg da ikke aldeles hjelpeløs? Er ikke all utsikt til frelse fratatt mig?

14 “Obiara a ɔbɔ nʼadamfo ayamye sɛn no gyaw Otumfo no ho suro.

Den ulykkelige burde møte kjærlighet hos sin venn, selv om han opgir frykten for den Allmektige.

15 Nanso ahotoso nni me nuanom mu sɛ nsuwansuwa a eyiri na ɛyow, sɛ nsuwansuwa a eyiri

Men mine brødre har sviktet som en bekk, som strømmer hvis vann skyller over,

16 bere a sukyerɛmma renan na mparuwbo nso redan nsu,

som er grumset av is, og som det skjuler sig sne i;

17 nanso owiabere mu no ɛsen bio na ɔhyew nti nsu no tu yera.

men på den tid de treffes av solens glød, tørkes de ut; når det blir hett, svinner de bort.

18 Akwantufo man fi wɔn akwan so; wɔforo kɔ nsase a awuwu so ma wowuwu.

Karavaner som er på veien til dem, bøier av; de drar op i ørkenen og omkommer.

19 Tema akwantufo hwehwɛ nsu, Seba aguadifo akwantufo de anidaso hwehwɛ nsu.

Temas karavaner speidet efter dem, Sjebas reisefølger satte sitt håp til dem;

20 Wɔn ho yeraw wɔn, efisɛ na wɔwɔ awerehyɛmu; woduu hɔ, na wɔn anidaso yɛ ɔkwa.

de blev til skamme, fordi de stolte på dem; de kom dit og blev skuffet.

21 Afei, wo nso woakyerɛ sɛ wo so nni mfaso; wuhu biribi a ɛyɛ hu na wusuro.

Således er I nu blitt til intet; I ser ulykken og blir redde.

22 So maka pɛn se, ‘Me nti momma biribi, sɛ mumfi mo ahode mu ntua me ti so sika,

Har jeg vel bedt eder at I skulde gi mig noget eller bruke noget av eders gods til beste for mig,

23 sɛ munnye me mfi mʼatamfo nsam, ne atirimɔdenfo nkyehama mu ana?’

at I skulde frelse mig av fiendens hånd og løskjøpe mig fra voldsmenn?

24 “Monkyerɛkyerɛ me, na mɛyɛ komm; monkyerɛ me mfomso a mayɛ.

Lær mig, så skal jeg tie, og vis mig hvori jeg har faret vill!

25 Nokwareka yɛ yaw, na mo adwenkyerɛ no kosi dɛn?

Hvor kraftige er ikke rettsindige ord! Men hvad gagn er det i en refselse fra eder?

26 So mokyerɛ sɛ mubesiesie sɛ nea meka no, na moafa mʼahometew nsɛm sɛ mframa ana?

Tenker I på å refse ord? Ord av en fortvilet mann hører jo vinden til.

27 Mpo mobɛbɔ ayisaa so ntonto, na mode mo adamfo adi nsesagua.

Endog om en farløs kunde I kaste lodd og kjøpslå om eders venn.

28 “Afei momfa ahummɔbɔ nhwɛ me. Metumi adi atoro wɔ mo anim ana?

Men gjør nu så vel å se på mig! Skulde jeg vel ville lyve eder midt op i ansiktet?

29 Montɔ mo bo ase, mummu ntɛnkyew; monsan nnwen ho, efisɛ eyi fa me pɛpɛyɛ ho.

Vend om, la det ikke skje urett! Vend om, jeg har ennu rett i dette.

30 Amumɔyɛsɛm wɔ mʼano ana? Minnim papa ne bɔne ntam nsonoe ana?

Er det urett på min tunge, eller skulde min gane ikke merke hvad som er ondt?