< Job 8 >

1 Entonces tomó la palabra Baldad suhita y dijo:
Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2 “¿Hasta cuándo hablarás de este modo y serán las palabras de tu boca cual viento tempestuoso?
Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3 ¿Acaso Dios tuerce el derecho, o pervierte el Omnipotente la justicia?
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4 Si tus hijos contra Él pecaron, Él los ha castigado ya a causa de sus transgresiones.
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5 Pero tú, si buscas solícito a Dios, e imploras al Todopoderoso,
saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
6 y eres puro y recto, al punto Él velará sobre ti, y prosperará la morada de tu justicia.
Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7 Tu anterior estado será poca cosa, pues tu porvenir será muy grande.
din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
8 Pregunta, si quieres, a las generaciones pasadas, respeta la experiencia de los padres;
Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9 pues de ayer somos y nada sabemos, y nuestros días sobre la tierra pasan como la sombra.
Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
10 Ellos te instruirán, ellos hablarán contigo, y de su corazón sacarán estas palabras:
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11 ¿Puede crecer el papiro sin humedad, el junco elevarse sin agua?
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12 Estando aún en flor, y sin ser cortado se seca antes que cualquier otra hierba.
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13 Así será el fin de todos los que se olvidan de Dios; se desvanecerá la esperanza del impío;
Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
14 su seguridad le será cortada, y su confianza va a ser como telaraña.
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15 Se apoya sobre su casa, mas esta no se mantiene, se aferra a ella y no resiste.
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
16 Está en su lozanía ante el sol, sus renuevos exceden de su huerto,
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17 sus raíces se entrelazan sobre el montón de piedras, hundiéndose hasta donde está la roca;
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18 mas cuando se lo arranca de su lugar, este lo desconoce (diciendo): «Nunca te he visto.»
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
19 No es otro el gozo que está al fin de su camino, y de su polvo nacerán otros.
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 He aquí que Dios no desecha al justo, ni da la mano a los malvados.
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
21 Algún día rebosará de risa tu boca, y tus labios de júbilo.
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22 Los que te aborrecen se cubrirán de ignominia, y la tienda de los impíos dejará de existir.”
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

< Job 8 >