Psalmi 50

1 Psalm Asafu; Bog mogočni, Bog Gospod govori in kliče zemljo od vzhoda solnčnega do zahoda.

(En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

2 Sè Sijona, najvišje lepote, proseva Bog.

fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

3 (Pridi, naš Bog, in ne delaj se gluhega); ogenj razsaja pred njim, in silno viharno je okrog njega.

vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

4 Nebesa kliče od zgoraj, in zemljo, da sodi ljudstvo svoje:

han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

5 Zberite mi jih, katerim sem delil milost, kateri so storili zavezo z menoj po daritvi.

"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

6 Ko so nebesa oznanjala pravico njegovo, da je Bog sodnik,

Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)

7 Čuj, ljudstvo moje, in govoril bodem, Izrael, in na pričo te klical; Bog, Bog naj bodem tvoj.

Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

8 Ne zavoljo daritev tvojih te bodem svaril, da naj bodejo žgalne daritve tvoje vedno pred menoj.

Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

9 Ne sprejmem iz hiše tvoje junca, kozličev iz tvojih ograj.

jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

10 Ker moja je vsaka gozdna zver, živali v gorah tisoč,

thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

11 Vse tiče gorske poznam, in živali poljske so v moji oblasti.

jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

12 Ko bi bil gladen, ne rekel bi tebi; ker moja je zemlja vesoljna in njena obilost.

Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

13 Ali živim o mesu krepkih juncev, ali pijem kozlov kri?

Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

14 Hvalo daruj Bogu, in najvišjemu opravljaj obljube svoje.

Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

15 In kliči me o času stiske; rešil te bodem, da me čestiš.

Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

16 Krivičnemu pa pravi Bog: Kaj da naštevaš zapovedi moje in jemlješ zavezo mojo v svoja usta?

Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

17 Ker ti sovražiš poštenje, in besede moje si vrgel zá se.

når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

18 Kakor hitro vidiš tatú, sprijazniš se z njim; in s prešestniki je delež tvoj.

Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

19 Usta svoja rabiš za húdo, in z jezikom svojim spletaš zvijačo.

slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

20 Sedé obrekuješ svojega brata, sina matere svoje sramotiš.

Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

21 Ko si to počel, delal sem se gluhega; zato meniš, da sem prav tebi podoben: svarim te in govorim ti v óči.

det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

22 Pázite vendar na to vi, ki zábite Boga, da ne zgrabim in ga ne bode, da bi rešil.

Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

23 Kdor daruje hvalo, česti me, in kdor uravnava pot, storil bodem, da uživa blaginjo Božjo.

Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.