Psalmi 104

1 Blagoslavljaj, duša moja Gospoda. Gospod, Bog moj, velik si silno, lepoto in veličastvo si oblekel.

Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

2 Odevaš se z lučjo kakor z obleko; nebesa razpenjaš kakor zagrinjalo;

hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

3 Kateri stavi v vode gornje hrame svoje; kateri nareja oblake za voz svoj, kateri hodéva po vetrov perotih,

du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

4 Kateri dela vetrove za poslance svoje, za služabnike svoje ogenj plameneči,

Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

5 Ustanovil je zemljo na podstave njene, da se ne gane na vedno večne čase.

Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

6 Z breznom si jo bil odél kakor z odejo, ko so vode stale čez gore.

Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

7 Na karanje tvoje so pobegnile, pred groma tvojega glasom bežale so urno.

For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

8 Dvignile so se gore, pogreznile se doline na mesto, katero si jim bil ustanovil.

for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

9 Mejo si postavil, da ne idejo čez, da se ne povrnejo, pokrit zemljo;

du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

10 Kateri izpuščaš studence po dolinah, da hodijo med gorami.

Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

11 Napajajo naj vse poljske živali; žejo svojo gasé divji osli.

de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

12 Poleg njih prebivajo tice nebeške, glasijo se iz med listja.

over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

13 Kateri móči goré iz gornjih hramov svojih, da se sè sadom dél tvojih zemlja pase.

Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

14 Daješ, da seno raste živini, in zelišče človeku za rabo, da jemlje hrano iz zemlje;

du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

15 Kateri z vinom razveseljuje srce človeku; z oljem svetlo dela čelo, in z jedjo podpira srce človeku.

og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

16 Siti se drevje Gospodovo; cedre na Libanonu, katere je vsadil;

HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

17 (Kjer gnezdijo tički), jelke prebivališče štorklji,

hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

18 Gore previsoke divjim kozlom, skale prebivališče gorskim mišim.

Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

19 Postavil je mesec za čase gotove, solnce, ki pozna záhod svoj.

Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

20 Temé narejaš, da je noč, ko prilezejo vse gozdne živali.

du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

21 Mladi levi rjoveč po plenu, in iskajoč od Boga mogočnega hrane svoje.

de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

22 O solnčnem vzhodu se poskrijejo in ležé v brlogih svojih.

De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

23 Človek gre na delo svoje, in na polje svoje do večera.

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

24 Kako veličastna so dela tvoja, o Gospod; kako modro si jih naredil vsa; kako polna je zemlja posesti tvoje!

Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

25 V morji samem velikem in prostornem: tu so lazeče živali, in brez števila živali z velikimi male.

Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

26 Tod hodijo ladije; som, katerega si ustvaril, igrá se v njem.

Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

27 Vse tó čaka tebe, da jim daš živeža o svojem času.

De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

28 Ko jim daješ ti, pobirajo; ko jim odpreš roko svojo sitijo se z dobroto.

du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

29 Ko jim skriješ obličje svoje, zbegajo se; ko jim vzameš sapo, ginejo in povračajo se v svoj prah.

Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

30 Ko izpuščaš sapo svojo, oživljajo se, obličje obnavljaš zemlji.

du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

31 Čast bodi Gospodu vekomaj; raduj se, Gospod, v delih svojih!

HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

32 Ko pogleda na zemljo, trese se ona; ko se dotakne gorâ, kadé se.

Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

33 Pel bodem Gospodu v življenji svojem; prepeval Bogu svojemu, dokler bodem.

Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

34 Prijetno bode o njem premišljevanje moje, radoval se bodem jaz v Gospodu.

Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

35 Izginejo naj grešniki sè zemlje, in krivičnih več ne bódi; blagoslavljaj, duša moja, Gospoda. Aleluja!

Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!