Psalmi 109

1 Bože, slavo moja, nemoj muèati,

(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

2 Jer se usta bezbožnièka i usta lukava na me otvoriše; govore sa mnom jezikom lažljivijem.

Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

3 Rijeèima zlobnijem sa svijeh strana gone me, i oružaju se na me ni za što.

med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

4 Za ljubav moju ustaju na mene, a ja se molim.

til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

5 Vraæaju mi zlo za dobro, i mržnju za ljubav moju.

de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

6 Postavi nad njim starješinu bezbožnika, i protivnik neka mu stane s desne strane.

Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,

7 Kad se stane suditi, neka izaðe kriv, i molitva njegova neka bude grijeh.

lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

8 Neka budu dani njegovi kratki, i vlast njegovu neka dobije drugi.

hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;

9 Djeca njegova nek budu sirote, i žena njegova udovica.

hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

10 Djeca njegova nek se potucaju i prose, i neka traže hljeba izvan svojih pustolina.

hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

11 Neka mu uzme dužnik sve što ima, i neka razgrabe tuðini muku njegovu.

Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

12 Nek se ne naðe niko ko bi ga ljubio, ni ko bi se smilovao na sirote njegove.

ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

13 Natražje njegovo nek se zatre, u drugom koljenu neka pogine ime njihovo.

hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:

14 Bezakonje starijeh njegovijeh nek se spomene u Gospoda, i grijeh matere njegove nek se ne izbriše.

lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

15 Neka budu svagda pred Gospodom, i on neka istrijebi spomen njihov na zemlji;

altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

16 Zato što se nije sjeæao èiniti milost, nego je gonio èovjeka ništega i ubogoga, i tužnome u srcu tražio smrt.

fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

17 Ljubio je kletvu, neka ga i stigne; nije mario za blagoslov, neka i otide od njega.

han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!

18 Nek se obuèe u kletvu kao u haljinu, i ona nek uðe u njega kao voda, i kao ulje u kosti njegove.

Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

19 Nek mu ona bude kao haljina, u koju se oblaèi, i kao pojas, kojim se svagda paše.

den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!

20 Taka plata nek bude od Gospoda onima koji me nenavide, i koji govore zlo na dušu moju.

Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

21 A meni, Gospode, Gospode, uèini što prilièi imenu tvojemu. Ti si dobar, milošæu svojom izbavi me.

Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!

22 Jer sam nevoljan i ništ, i srce je moje ranjeno u meni.

Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;

23 Nestaje me kao sjena, kad se odmièe; tjeraju me kao skakavce.

som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

24 Koljena moja iznemogoše od posta, i tijelo moje omrša.

af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

25 Postadoh potsmijeh njima; videæi me mašu glavom svojom.

til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de

26 Pomozi mi, Gospode, Bože moj, spasi me po milosti svojoj.

Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

27 Neka poznadu da je ovo tvoja ruka, i ti, Gospode, da si ovo uèinio.

så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!

28 Oni kunu, a ti blagoslovi; ustaju, ali nek se postide, i sluga se tvoj obraduje.

Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

29 Nek se protivnici moji obuku u sramotu, i kao haljinom nek se pokriju stidom svojim.

lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

30 Hvaliæu Gospoda veoma ustima svojima, i usred mnogih slaviæu ga,

Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

31 Jer stoji s desne strane ubogome, da bi ga spasao od onijeh koji osuðuju dušu njegovu.

thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.