Psalmi 104

1 Blagosiljaj, dušo moja, Gospoda! Gospode, Bože moj, velik si veoma, obukao si se u velièanstvo i krasotu.

Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

2 Obukao si svjetlost kao haljinu, razapeo nebo kao šator;

hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

3 Vodom si pokrio dvorove svoje, oblake naèinio si da su ti kola, ideš na krilima vjetrnijem.

du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

4 Èiniš vjetrove da su ti anðeli, plamen ognjeni da su ti sluge.

Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

5 Utvrdio si zemlju na temeljima njezinim, da se ne pomjesti va vijek vijeka.

Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

6 Bezdanom kao haljinom odjenuo si je; na gorama stoje vode.

Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

7 Od prijetnje tvoje bježe, od gromovnoga glasa tvojega teku.

For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

8 Izlaze na gore i slaze u doline, na mjesto koje si im utvrdio.

for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

9 Postavio si meðu, preko koje ne prelaze, i ne vraæaju se da pokriju zemlju.

du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

10 Izveo si izvore po dolinama, izmeðu gora teku vode.

Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

11 Napajaju sve zvijeri poljske; divlji magarci gase žeðu svoju.

de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

12 Na njima ptice nebeske žive; kroz grane razliježe se glas njihov.

over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

13 Napajaš gore s visina svojih, plodima djela tvojih siti se zemlja.

Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

14 Daješ te raste trava stoci, i zelen na korist èovjeku, da bi izvodio hljeb iz zemlje.

du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

15 I vino veseli srce èovjeku, i lice se svijetli od ulja, i hljeb srce èovjeku krijepi.

og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

16 Site se drveta Božija, kedri Livanski, koje si posadio.

HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

17 Na njima ptice viju gnijezda; stanak je rodin na jelama.

hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

18 Gore visoke divokozama, kamen je utoèište zeèevima.

Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

19 Stvorio si mjesec da pokazuje vremena, sunce poznaje zapad svoj.

Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

20 Stereš tamu, i biva noæ, po kojoj izlazi sve zvijerje šumsko;

du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

21 Lavovi rièu za plijenom, i traže od Boga hrane sebi.

de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

22 Sunce grane, i oni se sakrivaju i liježu u lože svoje.

De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

23 Izlazi èovjek na posao svoj, i na rad svoj do veèera.

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

24 Kako je mnogo djela tvojih, Gospode! Sve si premudro stvorio; puna je zemlja blaga tvojega.

Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

25 Gle, more veliko i široko, tu gmižu bez broja, životinja mala i velika;

Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

26 Tu laðe plove, krokodil, kojega si stvorio da se igra po njemu.

Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

27 Sve tebe èeka, da im daješ piæu na vrijeme.

De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

28 Daješ im, primaju; otvoriš ruku svoju, site se dobra.

du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

29 Odvratiš lice svoje, žaloste se; uzmeš im duh, ginu, i u prah svoj povraæaju se.

Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

30 Pošlješ duh svoj, postaju, i ponavljaš lice zemlji.

du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

31 Slava Gospodu uvijek; nek se veseli Gospod za djela svoja!

HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

32 On pogleda na zemlju, i ona se trese; dotakne se gora, i dime se.

Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

33 Pjevaæu Gospodu za života svojega; hvaliæu Boga svojega dok sam god.

Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

34 Neka mu bude mila besjeda moja! veseliæu se o Gospodu.

Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

35 Neka nestane grješnika sa zemlje, i bezbožnika neka ne bude više! Blagosiljaj, dušo moja, Gospoda! Aliluja!

Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!