Jov 8

1 Tada odgovori Vildad Sušanin i reèe:

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

2 Dokle æeš tako govoriti? i rijeèi usta tvojih dokle æe biti kao silan vjetar?

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

3 Eda li Bog krivo sudi? ili svemoguæi izvræe pravdu?

Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

4 Što su sinovi tvoji zgriješili njemu, zato ih je dao bezakonju njihovu.

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

5 A ti da potražiš Boga i pomoliš se svemoguæemu,

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

6 Ako si èist i prav, zaista æe se prenuti za te i èestit æe uèiniti pravedan stan tvoj;

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

7 I poèetak æe tvoj biti malen, a pošljedak æe ti biti vrlo velik.

din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

8 Jer pitaj preðašnji naraštaj, i nastani da razbereš od otaca njihovijeh;

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

9 Jer smo mi juèerašnji, i ne znamo ništa, jer su naši dani na zemlji sjen.

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

10 Neæe li te oni nauèiti? neæe li ti kazati i iz srca svojega iznijeti rijeèi?

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

11 Nièe li sita bez vlage? raste li rogoz bez vode?

Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

12 Dok se još zeleni, dok se ne pokosi, suši se prije svake trave.

Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

13 Take su staze svijeh koji zaboravljaju Boga, i nadanje licemjerovo propada.

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

14 Njegovo se nadanje podlama i uzdanje je njegovo kuæa paukova;

som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

15 Nasloni se na kuæu svoju, ali ona ne stoji tvrdo; uhvati se za nju, ali se ona ne može održati.

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

16 Zeleni se na suncu, i uvrh vrta njegova pružaju se ogranci njegovi;

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

17 Žile njegove zapleæu se kod izvora, i na mjestu kamenitu širi se;

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

18 Ali kad se išèupa iz mjesta svojega, ono ga se odrièe: nijesam te vidjelo.

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

19 Eto, to je radost od njegova puta; a iz praha nièe drugi.

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

20 Gle, Bog ne odbacuje dobroga, ali ne prihvata za ruku zlikovca.

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

21 Još æe napuniti usta tvoja smijeha i usne tvoje popijevanja.

End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

22 Nenavidnici tvoji obuæi æe se u sramotu, i šatora bezbožnièkoga neæe biti.

dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!