Jov 37

1 I od toga drkæe srce moje, i otskaèe sa svojega mjesta.

Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.

2 Slušajte dobro gromovni glas njegov i govor što izlazi iz usta njegovijeh.

Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!

3 Pod sva nebesa pušta ga, i svjetlost svoju do krajeva zemaljskih.

Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.

4 Za njom rièe grom, grmi glasom velièanstva svojega, niti što odgaða kad se èuje glas njegov.

Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.

5 Divno Bog grmi glasom svojim, èini stvari velike, da ih ne možemo razumjeti.

Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.

6 Govori snijegu: padni na zemlju; i daždu sitnome i daždu silnome.

Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.

7 Zapeèaæava ruku svakom èovjeku, da pozna sve poslenike svoje.

Hvert menneskes hånd forsegler han, forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham.

8 Tada zvijer ulazi u jamu, i ostaje na svojoj loži.

Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.

9 S juga dolazi oluja, i sa sjevera zima.

Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.

10 Od dihanja Božijega postaje led, i široke vode stiskuju se.

Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.

11 I da se natapa zemlja, natjeruje oblak, i rasipa oblak svjetlošæu svojom.

Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,

12 I on se obræe i tamo i amo po volji njegovoj da èini sve što mu zapovjedi po vasiljenoj.

og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;

13 Èini da se naðe ili za kar ili za zemlju ili za dobroèinstvo.

enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.

14 Èuj to, Jove, stani i gledaj èudesa Božija.

Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!

15 Znaš li kako ih Bog ureðuje i kako sija svjetlošæu iz oblaka svojega?

Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?

16 Znaš li kako vise oblaci? Znaš li èudesa onoga koji je savršen u svakom znanju?

Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,

17 Kako ti se haljine ugriju kad umiri zemlju od juga?

du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?

18 Jesi li ti s njim razapinjao nebesa, koja stoje tvrdo kao saliveno ogledalo?

Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?

19 Nauèi nas šta æemo mu reæi; ne možemo od tame govoriti po redu.

Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.

20 Hoæe li mu ko pripovjediti što bih ja govorio? Ako li bi ko govorio, zaista, bio bih proždrt.

Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?

21 Ali sada ne mogu ljudi gledati u svjetlost kad sjaje na nebu, pošto vjetar proðe i oèisti ga;

Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.

22 Sa sjevera dolazi kao zlato; ali je u Bogu strašnija slava.

Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.

23 Svemoguæ je, ne možemo ga stignuti; velike je sile, ali sudom i velikom pravdom nikoga ne muèi.

Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.

24 Zato ga se boje ljudi: ne može ga vidjeti nikakav mudarac.

Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.