Jov 14

1 Èovjek roðen od žene kratka je vijeka i pun nemira.

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

2 Kao cvijet nièe, i otsijeca se, i bježi kao sjen, i ne ostaje.

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

3 I na takoga otvoraš oko svoje, i mene vodiš na sud sa sobom!

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

4 Ko æe èisto izvaditi iz neèista? Niko.

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

5 Izmjereni su dani njegovi, broj mjeseca njegovijeh u tebe je; postavio si mu meðu, preko koje ne može prijeæi.

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

6 Odvrati se od njega da poèine dokle ne navrši kao nadnièar dan svoj.

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

7 Jer za drvo ima nadanja, ako se posijeèe, da æe se još omladiti i da neæe biti bez izdanaka;

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

8 Ako i ostari u zemlji korijen njegov i u prahu izumre panj njegov,

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

9 Èim osjeti vodu, opet napupi i pusti grane kao prisad.

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

10 A èovjek umire iznemogao; i kad izdahne èovjek, gdje je?

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

11 Kao kad voda oteèe iz jezera i rijeka opadne i usahne,

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

12 Tako èovjek kad legne, ne ustaje više; dokle je nebesa neæe se probuditi niti æe se prenuti oda sna svojega.

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

13 O da me hoæeš u grobu sakriti i skloniti me dokle ne utoli gnjev tvoj, i da mi daš rok kad æeš me se opomenuti! (Sheol h7585)

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

14 Kad umre èovjek, hoæe li oživjeti? Sve dane vremena koje mi je odreðeno èekaæu dokle mi doðe promjena.

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

15 Zazvaæeš, i ja æu ti se odazvati; djelo ruku svojih poželjeæeš.

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

16 A sada brojiš korake moje, i ništa ne ostavljaš za grijeh moj.

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

17 Zapeèaæeni su u tobocu moji prijestupi, i zavezuješ bezakonja moja.

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

18 Zaista, kao što gora padne i raspadne se, i kao što se stijena odvali s mjesta svojega,

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

19 I kao što voda spira kamenje i povodanj odnosi prah zemaljski, tako nadanje èovjeèije obraæaš u ništa.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

20 Nadvlaðuješ ga jednako, te odlazi, mijenjaš mu lice i otpuštaš ga.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

21 Ako sinovi njegovi budu u èasti, on ne zna; ako li u sramoti, on se ne brine.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

22 Samo tijelo njegovo dok je živ boluje, i duša njegova u njemu tuži.

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.