< Salmenes 95 >

1 Kom, lat oss fegnast for Herren, lat oss ropa av frygd for vårt frelse-berg!
Kommt herzu, laßt uns dem HERRN frohlocken und jauchzen dem Hort unsers Heils!
2 Lat oss stiga fram for hans åsyn med lovsong, lat oss syngja vår fagnad for honom i salmar!
Lasset uns mit Danken vor sein Angesicht kommen und mit Psalmen ihm jauchzen!
3 For ein stor Gud er Herren og ein stor konge yver alle gudar,
Denn der HERR ist ein großer Gott und ein großer König über alle Götter.
4 han som i si hand hev det djupaste av jordi, og som eig topparne av fjelli.
Denn in seiner Hand ist, was unten in der Erde ist; und die Höhen der Berge sind auch sein.
5 Han eig havet, for han hev skapt det, og turrlendet hev hans hender laga.
Denn sein ist das Meer, und er hat's gemacht; und seine Hände haben das Trockene bereitet.
6 Kom, lat oss falla ned og bøygja oss, lat oss bøygja kne for Herren, vår skapar!
Kommt, laßt uns anbeten und knieen und niederfallen vor dem HERRN, der uns gemacht hat.
7 For han er vår Gud, og me er det folk han føder, og den hjord som handi hans leider. Å, vilde de høyra på hans røyst i dag!
Denn er ist unser Gott und wir das Volk seiner Weide und Schafe seiner Hand. Heute, so ihr seine Stimme höret,
8 Forherd ikkje dykkar hjarta som ved Meriba, som på Massa-dagen i øydemarki,
so verstocket euer Herz nicht, wie zu Meriba geschah, wie zu Massa in der Wüste,
9 der federne dykkar freista meg! Dei prøvde meg, endå dei hadde set mi gjerning.
da mich eure Väter versuchten, mich prüften und sahen mein Werk.
10 I fyrti år var eg leid av den ætti, og eg sagde: «Dei er eit folk med villfarande hjarta, og dei kjenner ikkje vegarne mine.»
Vierzig Jahre hatte ich Mühe mit diesem Volk und sprach: Es sind Leute, deren Herz immer den Irrweg will und die meine Wege nicht lernen wollen;
11 So svor eg i min vreide: «Sanneleg, dei skal ikkje koma inn til mi kvila.»
daß ich schwur in meinem Zorn: Sie sollen nicht zu meiner Ruhe kommen.

< Salmenes 95 >