Salmenes 106
1 Halleluja! Prisa Herren, for han er god, for æveleg varer hans miskunn!
Hvalite Gospoda, jer je dobar, jer je dovijeka milost njegova.
2 Kven kann fullt ut nemna Herrens velduge verk, forkynna all hans lov?
Ko æe iskazati silu Gospodnju? isprièati svu slavu njegovu?
3 Sæle er dei som tek vare på det som rett er, den som gjer rettferd til kvar tid!
Blago onima koji drže istinu i tvore pravo svagda!
4 Herre, kom meg i hug med den godhug du hev for ditt folk, gjesta meg med di frelsa!
Opomeni me se, Gospode, po svojoj milosti k narodu svojemu; pohodi me pomoæu svojom,
5 so eg kann skoda lukka åt dine utvalde, gleda meg med ditt folks gleda, rosa meg med din arv.
Da bih vidio u dobru izbrane tvoje, veselio se u veselju naroda tvojega, hvalio se zajedno s našljedstvom tvojim.
6 Me hev synda med våre feder, me hev gjort ille, me hev vore ugudlege.
Zgriješismo s ocima svojim, postasmo krivci, bezakonici.
7 Våre feder i Egyptarland agta ikkje på dine under, dei kom ikkje i hug dine mange nådegjerningar, men dei var tråssuge ved havet, ved Raudehavet.
Oci naši u Misiru ne razumješe èudesa tvojih, ne opominjaše se velikih milosti tvojih, i vikaše kraj mora, kraj Crvenoga Mora.
8 Men endå frelste han deim for sitt namn skuld, av di han vilde kunngjera si magt,
Ali im on pomože imena svojega radi, da bi pokazao silu svoju.
9 og han truga Raudehavet so det vart turt, og han let deim ganga gjenom djupi som på slette marki,
Zaprijeti Crvenom Moru, i presahnu; i prevede ih preko bezdane kao preko pustinje;
10 og han frelste deim frå hans hand som hata deim, og løyste deim ut or fiendehand,
I saèuva ih od ruke nenavidnikove, i izbavi ih iz ruke neprijateljeve.
11 og vatn gøymde deira motstandarar, ikkje ein vart att av deim.
Pokri voda neprijatelje njihove, nijedan od njih ne osta.
12 Då trudde dei på ordi hans, då song dei hans lov.
Tada vjerovaše rijeèima njegovijem, i pjevaše mu hvalu.
13 Men snart gløymde dei hans gjerningar, dei bia ikkje på hans råd;
Ali brzo zaboraviše djela njegova, i ne poèekaše volje njegove.
14 men dei fekk ein gir i seg i øydemarki, og dei freista Gud på den ubygde stad.
Polakomiše se u pustinji, i stadoše kušati Boga u zemlji gdje se ne živi.
15 Då gav han deim det dei vilde hava, men sende tærande sjukdom yver deira liv.
On ispuni molbu njihovu, ali posla pogibao na dušu njihovu.
16 Og dei vart ovundsjuke på Moses i lægret, på Aron, Herrens heilage.
Pozavidješe Mojsiju i Aronu, kojega bješe Gospod osvetio.
17 Då opna jordi seg og slukte Datan, og ho let seg att yver flokken åt Abiram,
Rasjede se zemlja, i proždrije Datana i zatrpa èetu Avironovu.
18 og det kveiktest eld på flokken deira, ein loge brende upp dei ugudlege.
I spali oganj èetu njihovu, i plamen sažeže bezbožnike.
19 Dei gjorde ein kalv ved Horeb og tilbad eit støypt bilæte,
Naèiniše tele kod Horiva, i klanjahu se kipu.
20 og dei bytte burt si æra for bilætet av ein ukse som et gras.
Mijenjahu slavu svoju na priliku vola, koji jede travu.
21 Dei gløymde Gud, sin frelsar, som hadde gjort store ting i Egyptarland,
Zaboraviše Boga, spasitelja svojega, koji je uèinio velika djela u Misiru,
22 undergjerningar i Khams land, skræmelege ting ved Raudehavet.
Divna u zemlji Hamovoj, strašna na Crvenom Moru.
23 Og han tenktest til å tyna deim, dersom ikkje Moses, hans utvalde, hadde kasta seg imillom for hans åsyn til å avvenda hans vreide, at han ikkje skulde øydeleggja.
I šæaše ih istrijebiti, da Mojsije izbranik njegov ne stade kao u rasjelini pred njim, i ne odvrati jarost njegovu da ih ne istrijebi.
24 Og dei vanvyrde det herlege landet, dei trudde ikkje ordet hans,
Poslije ne mariše za zemlju željenu, ne vjerovaše rijeèi njegovoj.
25 og dei knurra i sine tjeld, høyrde ikkje på Herrens røyst.
Pobuniše se u šatorima svojim, ne slušaše glasa Gospodnjega.
26 Då lyfte han si hand imot deim til å slå deim ned i øydemarki,
I on podiže ruku svoju na njih, da ih pobije u pustinji,
27 og slå deira etterkomarar ned millom heidningarne og spreida deim kring i landi.
Da pobije pleme njihovo meðu narodima, i rasije ih po zemljama.
28 Og dei batt seg saman med Ba’al-Peor, og dei åt av offer til dei daude,
I pristaše za Velfegorom, i jedoše prineseno na žrtvu mrtvima.
29 og dei vekte harm ved si åtferd, og ei plåga braut ut millom deim.
I rasrdiše Boga djelima svojim, i udari u njih pogibao.
30 Då stod Pinehas fram og heldt dom, og plåga stilltest;
I ustade Fines, i umilostivi, i prestade pogibao.
31 og det vart rekna honom til rettferd frå ætt til ætt æveleg.
I to mu se primi u pravdu, od koljena do koljena dovijeka.
32 Og dei vekte vreide ved Meribavatnet, og det gjekk Moses ille for deira skuld;
I razgnjeviše Boga na vodi Merivi, i Mojsije postrada njih radi;
33 for dei var tråssuge mot hans ande, og han tala tankelaust med sine lippor.
Jer dotužiše duhu njegovu, i pogriješi ustima svojima.
34 Dei øydelagde ikkje dei folki som Herren hadde tala med deim um,
Ne istrijebiše naroda, za koje im je Gospod rekao;
35 men dei blanda seg med heidningarne og lærde deira gjerningar,
Nego se pomiješaše s neznabošcima, i nauèiše djela njihova.
36 og dei tente deira avgudar, og desse vart deim til ei snara,
Stadoše služiti idolima njihovijem, i oni im biše zamka.
37 og dei ofra sine søner og døtter til magterne,
Sinove svoje i kæeri svoje prinosiše na žrtvu ðavolima.
38 og dei rende ut skuldlaust blod, blod av sine søner og døtter som dei ofra til Kana’ans avgudar, og landet vart vanhelga med blodskuld.
Prolivaše krv pravu, krv sinova svojih i kæeri svojih, koje prinošahu na žrtvu idolima Hananskim, i oskvrni se zemlja krvnijem djelima.
39 Og dei vart ureine ved sine gjerningar og dreiv hor ved si åtferd.
Oskvrniše sebe djelima svojim, i èiniše preljubu postupanjem svojim.
40 Då loga Herrens vreide upp imot hans folk, og han stygdest ved sin arv.
I planu gnjev Gospodnji na narod njegov, i omrznu mu dio njegov.
41 Og han gav deim i handi på heidningar, og dei som hata deim, vart herrar yver deim,
I predade ih u ruke neznabožaèke, i nenavidnici njihovi stadoše gospodariti nad njima.
42 og deira fiendar trengde deim, og dei laut bøygja seg under deira hand.
Dosaðivaše im neprijatelji njihovi, i oni biše pokoreni pod vlast njihovu.
43 Mange gonger fria han deim ut, men dei var tråssuge og sjølvrådige, og dei kom reint i vesaldom for si misgjerning.
Mnogo ih je puta izbavljao, ali ga oni srdiše namjerama svojim, i biše poništeni za bezakonje svoje.
44 Men han såg til deim då dei var i naud, med di han høyrde deira klagerop.
Ali on pogleda na nevolju njihovu, èuvši tužnjavu njihovu,
45 Og han kom i hug si pakt for deim, og han ynkast etter si store miskunn.
I opomenu se zavjeta svojega s njima, i pokaja se po velikoj milosti svojoj;
46 Og han let deim finna miskunn hjå alle som hadde fanga deim.
I uèini, te ih stadoše žaliti svi koji ih bjehu zarobili.
47 Frels oss, Herre vår Gud, og samla oss frå heidningarne, so me kann prisa ditt heilage namn, rosa oss av ditt lov!
Spasi nas, Gospode Bože naš, i pokupi nas iz neznabožaca, da slavimo sveto ime tvoje, da se hvalimo tvojom slavom!
48 Lova vere Herren, Israels Gud, frå æva og til æva! Og alt folket segje: Amen. Halleluja!
Blagosloven Gospod Bog Izrailjev od vijeka i do vijeka! I sav narod neka kaže: amin! Aliluja!
