Jobs 13

1 Ja, allting hev mitt auga set og øyra høyrde og forstod;

Eto, sve je to vidjelo oko moje, èulo uho moje, i razumjelo.

2 alt det de veit, det veit eg og; for dykk eg ei tilbake stend.

Što vi znate, znam i ja, nijesam gori od vas.

3 Men eg til Allvalds Gud vil tala, med Gud eg vil til retten ganga;

Ipak bih govorio sa svemoguæim, i rad sam s Bogom pravdati se.

4 Men de vil dekkja til med lygn, er berre ugagnslækjarar.

Jer vi izmišljate laži, svi ste zaludni ljekari.

5 Å, gjev de vilde tegja still, so kunde det for visdom gjelda.

O da biste sasvijem muèali! bili biste mudri.

6 Høyr på den skrapa eg vil gjeva, merk når mi lippa åtak gjer!

Èujte moj odgovor, i slušajte razloge usta mojih.

7 Vil de forsvara Gud med lygn? Vil de hans sak med urett verja?

Treba li da govorite za Boga nepravdu ili prijevaru da govorite za nj?

8 Vil de for honom gjera mismun, og spela Guds sakførarar?

Treba li da mu gledate ko je? treba li da se prepirete za Boga?

9 Gjeng det dykk vel, når han dykk prøver? Kann de han narra som eit mennesk’?

Hoæe li biti dobro kad vas stane ispitivati? hoæete li ga prevariti kao što se vara èovjek?

10 Han skal so visst dykk straffa strengt, um de slik mismunn gjer i løynd.

Zaista æe vas karati, ako tajno uzgledate ko je.

11 Med høgdi si han skræmar dykk, hans rædsla yver dykk skal falla.

Velièanstvo njegovo neæe li vas uplašiti? i strah njegov neæe li vas popasti?

12 Og dykkar kraft-ord vert til oska, og dykkar prov til blaute leir.

Spomeni su vaši kao pepeo, i vaše visine kao gomile blata.

13 Teg stilt, lat meg tala ut, so fær det gå meg som det kann!

Muèite i pustite me da ja govorim, pa neka me snaðe šta mu drago.

14 Kvi skuld’ eg ta mitt kjøt i tenner? Og halda livet mitt i handi?

Zašto bih kidao meso svoje svojim zubima i dušu svoju metao u svoje ruke?

15 Han drep meg, ei eg ventar anna, mi ferd for han lik’vel eg hævdar.

Gle, da me i ubije, opet æu se uzdati u nj, ali æu braniti putove svoje pred njim.

16 Men ogso det skal hjelpa meg; hjå han fær ingen urein møta.

I on æe mi biti spasenje, jer licemjer neæe izaæi preda nj.

17 So høyr då det eg segja vil; lat meg for dykkar øyro tala!

Slušajte dobro besjedu moju, i neka vam uðe u uši što æu iskazati.

18 Eg saki hev til rettes lagt; eg skal få rett, det veit eg visst.

Evo, spremio sam parbu svoju, znam da æu biti prav.

19 Kven er det som med meg kann strida? Eg skulde tegja stilt og døy.

Ko æe se preti sa mnom? da sad umuknem, izdahnuo bih.

20 Tvo ting må du spara meg for; då løyner eg meg ikkje for deg:

Samo dvoje nemoj mi uèiniti, pa se neæu kriti od lica tvojega.

21 Di hand lyt burt frå meg du taka, lat ei di rædsla skræma meg!

Ukloni ruku svoju od mene, i strah tvoj da me ne straši.

22 Stemn meg so inn! eg stend til svars; eller eg talar og du svarar.

Potom zovi me, i ja æu odgovarati; ili ja da govorim, a ti mi odgovaraj.

23 Kor mange brot og synder hev eg? Seg meg mi misgjerd og mi synd!

Koliko je bezakonja i grijeha mojih? pokaži mi prijestup moj i grijeh moj.

24 Kvifor vil du di åsyn løyna og for ein fiend’ halda meg?

Zašto sakrivaš lice svoje i držiš me za neprijatelja svojega?

25 Vil eit burtblåse blad du skræma? Forfylgja du eit visna strå? -

Hoæeš li skršiti list koji nosi vjetar, ili æeš goniti suhu slamku,

26 Når du idømer meg slik straff og let meg erva ungdoms synder

Kad mi pišeš grèine i daješ mi u našljedstvo grijehe mladosti moje,

27 og legg i stokken mine føter, og vaktar alle mine vegar, slær krins um mine foteblad.

I meæeš noge moje u klade, i paziš na sve staze moje i ideš za mnom ustopce?

28 Og det mot ein som morkna er, lik klædeplagg som mol et upp.

A on se raspada kao trulina, kao haljina koju jede moljac.