2 Samuel 22
1 David kvad dette kvædet åt Herren då Herren hadde frelst honom frå alle uvenerne sine, og frå Saul:
David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2 «Herren er mitt berg og mi festning og min frelsar.
Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3 Gud er mitt berg som eg flyr til! Min skjold og mitt frelseshorn Mi høge borg! mi livd! Frelsaren min som friar meg ifrå vald!
min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
4 Eg kallar på Herren, den høglova: Frå fiendarne mine frelsar han meg.
Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 Daudens brot og brand kringsette meg. Straumar av vondskap skræmde meg.
Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; (Sheol h7585)
7 Men Herren kalla eg på i mi trengsla, eg ropa til min Gud. Han høyrde frå templet sitt røysti mi, mitt rop rakk fram til øyro hans.
i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8 Jordi skok seg og skalv, himmelens grunnvollar dirra, Dei skok seg, for harmen hans loga upp:
Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 Røyk steig upp frå nasen hans, eld frå munnen hans åt ikring seg, gloande kol loga frå honom.
Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 Han lægde himmelen og steig ned, med kolmyrker under føterne sine.
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 Han for fram på kerub og flaug og sveiv på vengjerne åt vinden.
båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12 Myrkret gjorde han til åklæde kring seg, tjeldet hans var myrke vatn, tjukke skyer.
han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 Frå glansen fyre andlitet hans brann gloande kol.
Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14 Herren tora i himmelen, den Høgste let høyra si røyst:
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15 Pilerne sine skaut han og spreidde deim, eldingar sende han og fortulla deim.
han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
16 Djupålarne i havet kom upp i dagen, grunnvollarne i jordi vart berrsynte ved Herrens trugsmål, ved andepusten frå hans nase.
Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
17 Han rette ut handi frå høgdi og greip meg, han drog meg upp or store vatn.
Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 Han frelste meg frå min megtige fiende, frå uvenern’ mine, dei var meg for sterke.
frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 Dei for imot meg på motgangsdagen; men Herren vart studnaden min.
På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
20 Han førde meg ut i vidt rom. Han frelste meg, for han hadde hugnad i meg.
Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 Herren gjorde med meg etter rettferdi mi, han lønte meg etter reinleiken i henderne mine.
HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 For eg tok vare på Herrens vegar, fall ikkje i vondskap frå min Gud.
thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23 Nei, alle hans rettar hadde eg for auga, bodordi hans veik eg ikkje ifrå.
hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24 So var eg ulastande for honom og tok meg i vare for mi synd.
Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 Og Herren lønte meg etter mi rettferd, etter reinleiken min for hans augo.
HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
26 Mot den godlyndte syner du deg godlyndt, mot ulastande kjempa ulastande.
Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 Mot den reine syner du deg rein, mot den rangsnudde syner du deg rang.
du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 For du frelsar arme folk, men augo dine er mot dei ovmodige til å tvinga deim ned.
De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 For du er mi lampa, Herre, og Herren gjer myrkret mitt bjart.
Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30 Ved deg eg renner mot herflokkar, ved min Gud stormar eg murar.
Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 Gud, ulastande er hans veg; Herrens ord er skirt, han er ein skjold for alle deim som flyr til honom.
Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 For kven er Gud forutan Herren? Kven er eit berg utan vår Gud?
Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 Gud, han som gyrder meg med kraft, og leider den ulastande på hans veg,
den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 som gjev meg føter liksom hindarne, og set meg upp på høgderne mine,
gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
35 som lærer henderne mine upp til strid, so armarne spenner koparbogen.
oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
36 Du gav meg frelsa di til skjold, og småminkingi di ho gjorde meg stor.
Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 Du gjorde rom for stigi mine, og oklo mine vagga ikkje.
du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 Eg forfylgde fiendarne mine og tynte deim. Eg vende ikkje um fyrr eg fekk gjort ende på deim.
Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 Eg gjorde ende på deim og slo deim i knas, so dei vann ikkje reisa seg. Dei fall under føterne mine.
slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
40 Du gyrde meg med kraft til striden. Du bøygde motmennern’ mine under meg.
Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 Fiendarne mine let du snu ryggen til meg, deim som hatar meg, rudde eg ut.
du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
42 Dei såg seg um - men ingen frelste - til Herren, men han svara deim ikkje.
De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 Eg smuldra deim som dust på jordi; som søyla på gator krasa eg deim; eg trakka deim ned.
Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
44 Du frelste meg ut or mitt folks ufred, til hovud for heidningar vara du meg; folk som eg ikkje kjende, tente meg.
Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 Ukjende folk smeikte for meg, ved gjetordet um meg lydde dei meg.
Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
46 Ja, framandfolk visna av, gjekk skjelvande ut or borgerne sine.
Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
47 Herren liver! lova vere han, mitt berg! Ja, upphøgd vere Gud, mitt frelse-berg,
HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 Gud som gjev meg hemn, legg folkeslag under meg
den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49 og fører meg ut frå fiendarne mine! Ja - du som lyfter meg høgt yver motmennern’ mine og bergar meg undan frå valdsmanns hand!
og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 Difor, Herre, vil eg prisa deg millom heidningarn’, og lovsyngja ditt namn.
HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
51 For han gjer kongen sin sigersæl, gjer miskunn mot honom han salva, mot David og ætti hans til æveleg tid.»
du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
