Jobs 39

1 Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

Ismered-e a kőszáli zergék ellésének idejét, a szarvasünőnek vajúdását megvigyázod-e;

2 Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

számlálod-e a hónapokat, melyeket kitöltenek, s ismered-e ellésük idejét?

3 De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

Legörnyednek, kölykeiket világra hozzák, fájdalmaikat elbocsátják.

4 Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

Fiaik erőre kapnak, felnövekednek a szabadban, kimennek és nem térnek vissza.

5 Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

Ki bocsátotta szabadon a vadszamarat, s az erdei szamár köteleit ki oldotta meg?

6 det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

Amelynek a sivatagot tettem házává, és lakásává a sós földet;

7 Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

nevet a városnak zaján, a hajtónak lármázását nem hallja;

8 Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

a mit a hegyeken kifürkészett, az legelője, s minden zöld után kutat.

9 Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

Akarna-e a reém téged szolgálni, avagy meghál-e jászolodnál?

10 Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

Odakötöd-e a reémet istrángjával a barázdához, vagy boronálja-e a völgyeket to utánad?

11 Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

Bízhatsz-e benne, mert nagy az ereje, s ráhagyhatod-e szerzeményedet?

12 Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

Hiszel-e benne, hogy behordja vetésedet s begyűjti szérűdre?

13 Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

A strucznak szárnya vígan csattog, vajon tolla jámbor-e, meg tollazata?

14 Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

Mert a földnek hagyja tojásait és a poron melegíti,

15 og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

s felejti, hogy a láb eltiporja s a mező vadja széttapossa;

16 Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

keménykedik fiókáival, mintha nem volnának övéi, hogy hiába a fáradalma, az nem a rettegése;

17 For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

mert Isten elfeledtette vele a bölcsséget, s nem adott neki részt az értelemben.

18 Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

A midőn a magasba szökell, neveti a lovat és lovasát.

19 Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

Adsz-e a lónak erőt, öltesz-e nyakára sörényt?

20 Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

Ugráltatod-e mint a sáskát?

21 Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

Fenséges tüsszögése – rettenet.

22 Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

Kémlelnek a síkon, akkor örvend erejében, kivonul a fegyver elébe; nevet a félelemnek, s nem retten meg s nem hátrál meg kard elől.

23 Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

Fölötte zörög a tegez, villogó dárda és lándzsa;

24 Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

tombolva és háborogva habzsolja a földet, s nem marad helyén, a mikor hallik a harsona.

25 Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

A mint hallik a harsona, azt mondja: Haj; messziről szimatolja a csatát, a vezérek dörgedelmét és a riadást.

26 Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

A te értelmedből repül-e fel a karvaly s terjeszti szárnyait a délnek;

27 Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

avagy parancsodra emelkedik-e a sas, midőn magasba rakja fészkét?

28 Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

Sziklán lakik és honol, sziklának fokán és hegyi várban;

29 Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

onnan kémlel eledelre, messzire tekintenek ki szemei:

30 Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

fiókái pedig vért hörpölnek, s a hol holttetemek vannak, ott van ő.