Salamo 22
Til sangmesteren; efter "Morgenrødens hind"; en salme av David. Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forlatt mig? Langt borte fra min frelse er min klages ord.
2 O Andrianañahareko, koiheko handro, fe tsy toiñe’o; haleñe, fe tsy mijanjiñe.
Min Gud! Jeg roper om dagen, og du svarer ikke, og om natten, og jeg får ikke tie.
3 Toe masin-dRehe, imoneña’o ty fandrengea’ Israele.
Og du er dog hellig, du som troner over Israels lovsanger.
4 Ama’o ty niatoan-droae’ay; niantoke iereo, le navotso’o.
Til dig satte våre fedre sin lit; de satte sin lit til dig, og du utfridde dem.
5 Nikoaik’ ama’o, le nihahàñe; niato ama’o, le tsy nisalatse.
Til dig ropte de, og de blev reddet; til dig satte de sin lit, og de blev ikke til skamme.
6 Oletse raho, fa tsy ondaty; fosae’ raolombelo, naho mavoe’ ondatio.
Men jeg er en orm og ikke en mann, menneskers spott og folks forakt.
7 Mañinje ahy am-piankahafañe hene mitari-tsoñy ze mahaoniñ’ahy, vaho mikofikofi-doha, ami’ty hoe:
Alle de som ser mig, spotter mig, vrenger munnen, ryster på hodet og sier:
8 Angao hiatoa’e t’Iehovà! Ie ro hañaha aze; apoho hasinta’e kanao noro’e!
Sett din vei i Herrens hånd! Han skal redde ham, han skal utfri ham, siden han har behag i ham.
9 Fa Ihe ro nañakatse Ahy an-koviñe ao; naho nampatokisa’o tam-patroan-dreneko eo.
Ja, du er den som drog mig frem av mors liv, som lot mig hvile trygt ved min mors bryst.
10 Nafetsak’ ama’o raho te niterake. Andrianañahareko rehe tan-kovin-dreneko ao.
På dig er jeg kastet fra mors liv; fra min mors skjød er du min Gud.
11 Ko mitotse amako, fa antitotse o feh’ ohatseo, vaho tsy amam-pañolotse.
Vær ikke langt borte fra mig! for trengselen er nær, og det er ingen hjelper.
12 Mañarikatok’ ahiko o añombe-lahio; o maoza’ i Basaneo ro mañarikoboñ’ ahy.
Sterke okser omringer mig, Basans okser kringsetter mig.
13 Itañataña’ iareo vava, manahake ty fireñetan-diona mañaolo.
De spiler op sin munn imot mig som en sønderrivende og brølende løve.
14 Nadoañe hoe rano raho, mikalitroke iaby o taolakoo; fa karafo’ tantele ty troko, mitranak’ añ’ovako ao.
Jeg er utøst som vann, og alle mine ben skiller sig at; mitt hjerte er som voks, smeltet midt i mitt liv.
15 Mipike hoe tsilam-balàñe-tane o ozakoo, mipitek’ an-dañilañiko ty lelako; le nampandrea’o an-debo-kavilasy ao.
Min kraft er optørket som et potteskår, og min tunge henger fast ved mine gommer, og i dødens støv legger du mig.
16 Miarikoboñe ahy o amboao; misarokohok’ amako ty kidìm-panao raty; fa trinofa’ iereo o tañakoo naho o tombokoo.
For hunder omringer mig, de ondes hop kringsetter mig; de har gjennemboret mine hender og mine føtter.
17 Mahaìake o taolako iabio raho, sambae’ iareo, harefe’ iareo.
Jeg kan telle alle mine ben; de ser til, de ser på mig med lyst.
18 Ifanjarà’ iareo o sikikoo, ifanoe’iereo tsato-piso i sarokoy.
De deler mine klær mellem sig og kaster lodd om min kjortel.
19 F’ihe, ry Iehovà, ko mihak’ amako, ry Mpañimba, malisà hañolots’ahy!
Men du? Herre, vær ikke langt borte, du min styrke, skynd dig å hjelpe mig!
20 Avotsoro amy fibaray ty fiaiko, ty troko sarotse ami’ty fisorodidian’ amboa.
Redd min sjel fra sverdet, mitt eneste fra hunders vold!
21 Hahao raho am-bavan-diona! Toiño ty amo tsifan-drimoo!
Frels mig fra løvens gap, og fra villoksenes horn - du bønnhører mig!
22 Ho taroñeko an-drolongoko ty tahina’o; ho rengeako añivo’ i fivoriy.
Jeg vil kunngjøre ditt navn for mine brødre, midt i menigheten vil jeg love dig.
23 Ry mpañeveñe am’ Iehovào: irengeo! ry hene’ tiri’ Iakobeo, ijejò, irevendreveño, ry afe’ Israeleo.
I som frykter Herren, lov ham, all Jakobs ætt, ær ham, og frykt for ham, all Israels ætt!
24 Amy te tsy nimavoe’e, tsy nampangorý aze ty hasotria’ o misotrio; naho tsy nañetaha’e laharañe, vaho jinanji’e t’ie nitoreo.
For han har ikke foraktet og ikke avskydd den elendiges elendighet og ikke skjult sitt åsyn for ham; men da han ropte til ham, hørte han.
25 Boak’ ama’o ty saboko am-pivory bey ao; havahako añatrefa’ ze mañeveñ’ ama’o o nifantàkoo.
Fra dig utgår min pris i en stor forsamling; mine løfter vil jeg holde for deres øine som frykter ham.
26 Hikama o rarakeo le ho anjañe; ho rengè’ o mipay azeo t’Iehovà; ho veloñe nainai’e ty arofo’ areo!
De saktmodige skal ete og bli mette; de som søker Herren, skal love ham; eders hjerte leve til evig tid!
27 Songa hahatiahy naho hitolik’ am’ Iehovà o olon-taneo, sindre hitalaho añatrefa’o ty hasavereña’ ze kila’ ondaty.
Alle jordens ender skal komme det i hu og vende om til Herren, og alle folkenes slekter skal tilbede for ditt åsyn.
28 A Iehovà i fifeheañey, Ie ty mpameleke o kilakila ondatio
For riket hører Herren til, og han hersker over folkene.
29 Hikama naho hitalaho ze hene miraorao an-tane atoy; fonga hibokok’ añatrefa’e o mizotso mb’an-debokeo; vaho ze tsy mahatam-beloñe.
Alle jordens rikmenn skal ete og tilbede; for hans åsyn skal alle de bøie sig som stiger ned i støvet, og den som ikke kan holde sin sjel i live.
30 Hitoroñ’ Aze ty tiri’e; ho talilieñe amy tariratse manonjohiy i Talè,
Efterkommerne skal tjene ham, der skal fortelles om Herren til efterslekten.
31 Homb’eo iereo hitalily ty havantaña’e am’ondaty mbe hasamakeo— t’ie nahafonitse.
De skal komme og kunngjøre hans rettferdighet for det folk som blir født, at han har gjort det.
