Job 11
1 Respondens autem Sophar Naamathites, dixit:
Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 Numquid qui multa loquitur, non et audiet? aut vir verbosus iustificabitur?
"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3 Tibi soli tacebunt homines? et cum ceteros irriseris, a nullo confutaberis?
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
4 Dixisti enim: Purus est sermo meus, et mundus sum in conspectu tuo.
Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
5 Atque utinam Deus loqueretur tecum, et aperiret labia sua tibi,
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6 Ut ostenderet tibi secreta sapientiae, et quod multiplex esset lex eius, et intelligeres quod multo minora exigaris ab eo, quam meretur iniquitas tua.
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7 Forsitan vestigia Dei comprehendes, et usque ad perfectum Omnipotentem reperies?
Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? (Sheol h7585)
9 Longior terra mensura eius, et latior mari.
Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10 Si subverterit omnia, vel in unum coarctaverit, quis contradicet ei?
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11 Ipse enim novit hominum vanitatem, et videns iniquitatem, nonne considerat?
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
12 Vir vanus in superbiam erigitur, et tamquam pullum onagri se liberum natum putat.
så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13 Tu autem firmasti cor tuum, et expandisti ad eum manus tuas.
Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14 Si iniquitatem, quae est in manu tua, abstuleris a te, et non manserit in tabernaculo tuo iniustitia:
hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 Tunc levare poteris faciem tuam absque macula, et eris stabilis, et non timebis.
ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
16 Miseriae quoque oblivisceris, et quasi aquarum quae praeterierunt recordaberis.
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
17 Et quasi meridianus fulgor consurget tibi ad vesperam: et cum te consumptum putaveris, orieris ut lucifer.
dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18 Et habebis fiduciam, proposita tibi spe, et defossus securus dormies.
Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
19 Requiesces, et non erit qui te exterreat: et deprecabuntur faciem tuam plurimi.
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20 Oculi autem impiorum deficient, et effugium peribit ab eis, et spes illorum abominatio animae.
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
