Job 14
1 Homo natus de muliere, brevi vivens tempore, repletur multis miseriis.
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 Qui quasi flos egreditur et conteritur, et fugit velut umbra, et numquam in eodem statu permanet.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
3 Et dignum ducis super hujuscemodi aperire oculos tuos, et adducere eum tecum in judicium?
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 Quis potest facere mundum de immundo conceptum semine? nonne tu qui solus es?
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 Breves dies hominis sunt: numerus mensium ejus apud te est: constituisti terminos ejus, qui præteriri non poterunt.
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 Recede paululum ab eo, ut quiescat, donec optata veniat, sicut mercenarii, dies ejus.
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Lignum habet spem: si præcisum fuerit, rursum virescit, et rami ejus pullulant.
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 Si senuerit in terra radix ejus, et in pulvere emortuus fuerit truncus illius,
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 ad odorem aquæ germinabit, et faciet comam, quasi cum primum plantatum est.
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 Homo vero cum mortuus fuerit, et nudatus, atque consumptus, ubi, quæso, est?
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
11 Quomodo si recedant aquæ de mari, et fluvius vacuefactus arescat:
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 sic homo, cum dormierit, non resurget: donec atteratur cælum, non evigilabit, nec consurget de somno suo.
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Quis mihi hoc tribuat, ut in inferno protegas me, et abscondas me donec pertranseat furor tuus, et constituas mihi tempus in quo recorderis mei? (Sheol h7585)
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
14 Putasne mortuus homo rursum vivat? cunctis diebus quibus nunc milito, expecto donec veniat immutatio mea.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 Vocabis me, et ego respondebo tibi: operi manuum tuarum porriges dexteram.
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
16 Tu quidem gressus meos dinumerasti: sed parce peccatis meis.
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 Signasti quasi in sacculo delicta mea, sed curasti iniquitatem meam.
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 Mons cadens defluit, et saxum transfertur de loco suo:
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 lapides excavant aquæ, et alluvione paulatim terra consumitur: et hominem ergo similiter perdes.
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
20 Roborasti eum paululum, ut in perpetuum transiret: immutabis faciem ejus, et emittes eum.
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 Sive nobiles fuerint filii ejus, sive ignobiles, non intelliget.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 Attamen caro ejus, dum vivet, dolebit, et anima illius super semetipso lugebit.
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
