Psalmorum 147

1 Alleluia. Laudate Dominum quoniam bonus est psalmus: Deo nostro sit iucunda, decoraque laudatio.

Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig.

2 Ædificans Ierusalem Dominus: dispersiones Israelis congregabit.

Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,

3 Qui sanat contritos corde: et alligat contritiones eorum.

han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår;

4 Qui numerat multitudinem stellarum: et omnibus eis nomina vocat.

han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn.

5 Magnus Dominus noster, et magna virtus eius: et sapientiæ eius non est numerus.

Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål;

6 Suscipiens mansuetos Dominus: humilians autem peccatores usque ad terram.

HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.

7 Præcinite Domino in confessione: psallite Deo nostro in cithara.

Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer!

8 Qui operit cælum nubibus: et parat terræ pluviam. Qui producit in montibus fœnum: et herbam servituti hominum.

Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug;

9 Qui dat iumentis escam ipsorum: et pullis corvorum invocantibus eum.

Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;

10 Non in fortitudine equi voluntatem habebit: nec in tibiis viri beneplacitum erit ei.

hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;

11 Beneplacitum est Domino super timentes eum: et in eis, qui sperant super misericordia eius.

HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

12 Alleluia. Lauda Ierusalem Dominum: lauda Deum tuum Sion.

Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!

13 Quoniam confortavit seras portarum tuarum: benedixit filiis tuis in te.

Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;

14 Qui posuit fines tuos pacem: et adipe frumenti satiat te.

dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;

15 Qui emittit eloquium suum terræ: velociter currit sermo eius.

han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,

16 Qui dat nivem sicut lanam: nebulam sicut cinerem spargit,

han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,

17 Mittit crystallum suum sicut buccellas: ante faciem frigoris eius quis sustinebit?

som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;

18 Emittet verbum suum, et liquefaciet ea: flabit spiritus eius, et fluent aquæ.

han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr.

19 Qui annunciat verbum suum Iacob: iustitias, et iudicia sua Israel.

Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.

20 Non fecit taliter omni nationi: et iudicia sua non manifestavit eis. Alleluia.

Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!