Job 9
1 Et respondens Job, ait:
Så tog Job til Orde og svarede:
2 [Vere scio quod ita sit, et quod non justificetur homo compositus Deo.
"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 Si voluerit contendere cum eo, non poterit ei respondere unum pro mille.
Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
4 Sapiens corde est, et fortis robore: quis restitit ei, et pacem habuit?
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 Qui transtulit montes, et nescierunt hi quos subvertit in furore suo.
Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 Qui commovet terram de loco suo, et columnæ ejus concutiuntur.
ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
7 Qui præcipit soli, et non oritur, et stellas claudit quasi sub signaculo.
han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 Qui extendit cælos solus, et graditur super fluctus maris.
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 Qui facit Arcturum et Oriona, et Hyadas et interiora austri.
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 Qui facit magna, et incomprehensibilia, et mirabilia, quorum non est numerus.
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Si venerit ad me, non videbo eum; si abierit, non intelligam.
Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 Si repente interroget, quis respondebit ei? vel quis dicere potest: Cur ita facis?
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
13 Deus, cujus iræ nemo resistere potest, et sub quo curvantur qui portant orbem.
Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 Quantus ergo sum ego, ut respondeam ei, et loquar verbis meis cum eo?
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 qui etiam si habuero quippiam justum, non respondebo: sed meum judicem deprecabor.
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
16 Et cum invocantem exaudierit me, non credo quod audierit vocem meam.
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 In turbine enim conteret me, et multiplicabit vulnera mea, etiam sine causa.
han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
18 Non concedit requiescere spiritum meum, et implet me amaritudinibus.
ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
19 Si fortitudo quæritur, robustissimus est; si æquitas judicii, nemo audet pro me testimonium dicere.
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Si justificare me voluero, os meum condemnabit me; si innocentem ostendero, pravum me comprobabit.
Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Etiam si simplex fuero, hoc ipsum ignorabit anima mea, et tædebit me vitæ meæ.
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 Unum est quod locutus sum: et innocentem et impium ipse consumit.
Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 Si flagellat, occidat semel, et non de pœnis innocentum rideat.
Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
24 Terra data est in manus impii; vultum judicum ejus operit. Quod si non ille est, quis ergo est?
Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 Dies mei velociores fuerunt cursore; fugerunt, et non viderunt bonum.
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
26 Pertransierunt quasi naves poma portantes; sicut aquila volans ad escam.
gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
27 Cum dixero: Nequaquam ita loquar: commuto faciem meam, et dolore torqueor.
Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
28 Verebar omnia opera mea, sciens quod non parceres delinquenti.
må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Si autem et sic impius sum, quare frustra laboravi?
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Si lotus fuero quasi aquis nivis, et fulserint velut mundissimæ manus meæ,
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 tamen sordibus intinges me, et abominabuntur me vestimenta mea.
du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
32 Neque enim viro qui similis mei est, respondebo; nec qui mecum in judicio ex æquo possit audiri.
Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
33 Non est qui utrumque valeat arguere, et ponere manum suam in ambobus.
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
34 Auferat a me virgam suam, et pavor ejus non me terreat.
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 Loquar, et non timebo eum; neque enim possum metuens respondere.]
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
