Job 16

1 Respondens autem Job, dixit:

Så tog Job til Orde og svarede:

2 [Audivi frequenter talia: consolatores onerosi omnes vos estis.

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

3 Numquid habebunt finem verba ventosa? aut aliquid tibi molestum est, si loquaris?

Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

4 Poteram et ego similia vestri loqui, atque utinam esset anima vestra pro anima mea: consolarer et ego vos sermonibus, et moverem caput meum super vos;

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

5 roborarem vos ore meo, et moverem labia mea, quasi parcens vobis.

styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

6 Sed quid agam? Si locutus fuero, non quiescet dolor meus, et si tacuero, non recedet a me.

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

7 Nunc autem oppressit me dolor meus, et in nihilum redacti sunt omnes artus mei.

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

8 Rugæ meæ testimonium dicunt contra me, et suscitatur falsiloquus adversus faciem meam, contradicens mihi.

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

9 Collegit furorem suum in me, et comminans mihi, infremuit contra me dentibus suis: hostis meus terribilibus oculis me intuitus est.

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

10 Aperuerunt super me ora sua, et exprobrantes percusserunt maxillam meam: satiati sunt pœnis meis.

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

11 Conclusit me Deus apud iniquum, et manibus impiorum me tradidit.

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

12 Ego ille quondam opulentus, repente contritus sum: tenuit cervicem meam, confregit me, et posuit me sibi quasi in signum.

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

13 Circumdedit me lanceis suis; convulneravit lumbos meos: non pepercit, et effudit in terra viscera mea.

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

14 Concidit me vulnere super vulnus: irruit in me quasi gigas.

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

15 Saccum consui super cutem meam, et operui cinere carnem meam.

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

16 Facies mea intumuit a fletu, et palpebræ meæ caligaverunt.

mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

17 Hæc passus sum absque iniquitate manus meæ, cum haberem mundas ad Deum preces.

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

18 Terra, ne operias sanguinem meum, neque inveniat in te locum latendi clamor meus:

Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

19 ecce enim in cælo testis meus, et conscius meus in excelsis.

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

20 Verbosi amici mei: ad Deum stillat oculus meus:

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

21 atque utinam sic judicaretur vir cum Deo, quomodo judicatur filius hominis cum collega suo.

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

22 Ecce enim breves anni transeunt, et semitam per quam non revertar ambulo.]

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.