Job 7

1 “Moul lun mwet uh oana sie mwet mweun su akkohsyeyuk ye ma sap upa nu sel — Oana moul lun sie mwet ma kemkatu ke oru orekma toasr lun pao,

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

2 Oana sie mwet foko su kena mongla in acn lul uh; Ac oana sie mwet orekma su soano pacl in eis molin orekma lal.

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

3 Malem nu ke malem, wanginna sripa nga in moul; Ac fong nu ke fong nga asor na.

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4 Ke nga ona in motulla, pacl uh arulana sumui; Nga oanna pikpik fong fon se ac kena in tari lenelik.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

5 Monuk sessesla ke wet; Afla ke kolo keke; Ac sroano koluk sororla ke faf keik uh.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6 Len luk uh somla ac wangin finsrak kac, Ac fahsr la uh mui liki kutap lun sie mwet tatu nwek.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

7 “O God, esam lah moul luk uh oana sie mong, Ac wanginla tari pwar luk.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

8 Kom liyeyu inge, tusruktu kom ac fah tia sifil liyeyu tok. Kom fin ac sukyu, tuh nga nu somla tari.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

9 Oana sie pukunyeng ac sarla ac wanginla, Ouinge sie mwet misa fah tiana sifil foloko; (Sheol h7585)

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)

10 Mwet nukewa ma etal meet ah, ac tia sifil esamul.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

11 Ke ma inge, nga tia ku in tila kaskas! Nga kasrkusrak ac mwen insiuk. Enenu na nga in fahkla nunak luk uh.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12 “Efu ku kom sap in taranyuk nga? Mea, kom nunku mu nga pa soko ma sulallal in meoa uh?

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13 Nga ona ac srike ngan mongla; Nga sukok ma in lusrongla ngal keik uh.

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14 A kom — kom aksangengyeyu ke mweme; Ac supwama aruruma ac mweme na koluk

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15 Nwe ke na apkuran ngan ke in isasu kwawuk ngan misa, Liki nga in muta in mano keok se inge.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

16 Nga fuhleak finsrak luk; nga totola ke moul muta uh. Tari fahla likiyu; wanginla sripen moul luk.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17 “Efu ku kom oru mu yohk sripen mwet uh nu sum? Efu ku kom lohang nu ke ma el oru uh?

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18 Kom tonel ke lotutang nukewa Ac srikal ke minit nukewa.

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19 Mea, kom tia ku in ngetla likiyu ke kitin pacl Ngan ku in ukumya sronin oalik?

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20 Ya kom keok ke ma koluk luk, kom su liyaung mwet kapir? Efu ku kom tungalyu oana in sie mwe akoalel lom? Mea, nga mwe toasr se na lom?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21 Mea, kom ac tiana nunak munas nu sik ke ma koluk luk nwe tok? Kom tiana ku in tulala ma sufal nga orala uh? Nga akuranna misa, pukpuki, Ac kom ac sukyu tuh na nga wanginla.”

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!