Jòb 10

1 “Mwen rayi pwòp lavi m; mwen va fè tout fòs plent mwen yo parèt. Mwen va pale ak anmè ki fonse nan nanm mwen.

Min sjel er lei av mitt liv, jeg vil la min klage ha fritt løp, jeg vil tale i min sjels bitre smerte.

2 Mwen va di a Bondye: ‘Pa kondane mwen! Fè m konnen poukisa W ap goumen ak mwen.

Jeg vil si til Gud: Fordøm mig ikke, la mig vite hvorfor du strider mot mig!

3 Èske se vrèman bon pou Ou ta oprime; pou meprize zèv men Ou yo e pou Ou gade ak favè, manèv a mechan yo?

Tykkes det dig godt at du undertrykker, at du forkaster det dine hender med omhu har dannet, og lar ditt lys skinne over ugudeliges råd?

4 Èske zye Ou fèt ak chè? Oswa èske Ou wè kon yon nonm wè?

Har du menneskeøine, eller ser du således som et menneske ser?

5 Èske jou Ou yo tankou jou a moun mòtèl, oswa ane Ou yo tankou ane a yon nonm,

Er dine dager som et menneskes dager, eller dine år som en manns dager? -

6 pou Ou ta dwe chache koupabilite mwen e fè rechèch dèyè peche m?

siden du søker efter min misgjerning og leter efter min synd,

7 Malgre Ou konnen mwen pa koupab, sepandan, nanpwen ki ka livre m sòti nan men Ou.’”

enda du vet at jeg ikke er ugudelig, og at det ingen er som redder av din hånd.

8 “Se men Ou ki te fòme mwen nèt. Konsa, èske Ou ta detwi mwen?

Dine hender har dannet mig og gjort mig, helt og i alle deler, og nu vil du ødelegge mig!

9 Sonje, souple, ke Ou te fè m kon ajil. Èske Ou ta fè m retounen pousyè ankò?

Kom i hu at du har dannet mig som leret, og nu lar du mig atter vende tilbake til støvet!

10 Èske se pa tankou lèt ke Ou te vide mwen e fè m kaye tankou fwomaj?

Helte du mig ikke ut som melk og lot mig størkne som ost?

11 Ou te abiye mwen ak po avèk chè e koude mwen ansanm nan zo ak gwo venn.

Med hud og kjøtt klædde du mig, og med ben og sener gjennemvevde du mig.

12 Ou te ban mwen lavi avèk lanmou dous Ou. Se swen Ou ki te konsève lespri m.

Liv og miskunnhet har du gitt mig, og din varetekt har vernet om min ånd.

13 Malgre bagay sila yo, Ou te kache yo nan kè Ou. Mwen konnen ke sa a se avèk ou:

Og dette gjemte du i ditt hjerte, jeg vet at dette hadde du i sinne:

14 si m peche, alò, Ou mete tach sou mwen. Ou pa ta akite m de koupabilite mwen.

Syndet jeg, så vilde du vokte på mig og ikke frikjenne mig for min misgjerning;

15 Si mwen mechan, malè a mwen! Epi si mwen jis, toujou, menm dwe leve tèt mwen. Mwen chaje ak wont, e byen rekonnesan a mizè mwen.

var jeg skyldig, da ve mig, men var jeg uskyldig, skulde jeg dog ikke kunne løfte mitt hode, mett av skam og med min elendighet for øie;

16 Si tèt mwen ta vin leve wo, Ou ta fè lachas dèyè m tankou yon lyon; epi ankò, Ou ta montre pouvwa Ou kont mwen.

og hevet det sig dog, så vilde du jage efter mig som en løve, og atter vise dig forunderlig mot mig;

17 Ou renouvle temwayaj Ou kont mwen, e ogmante kòlè Ou vè mwen. Dezas monte anwo dezas sou mwen.”

du vilde føre nye vidner mot mig og øke din harme mot mig, sende alltid nye hærflokker mot mig.

18 “Alò, poukisa Ou te fè m sòti nan vant manman m? Pito ke m te mouri e pa t gen zye ki te wè m!

Hvorfor lot du mig utgå av mors liv? Jeg skulde ha opgitt ånden, og intet øie skulde ha sett mig;

19 Mwen te dwe tankou mwen pa t janm te egziste, kon yon pote sòti nan vant pou rive nan tonbo.

jeg skulde ha vært som om jeg aldri hadde vært til; fra mors liv skulde jeg ha vært båret til graven.

20 Èske jou m yo pa kout? Rete! Ralanti sou mwen pou m kab jwenn yon ti kras kè kontan,

Er ikke mine dager få? - Han holde op! Han la mig være, så jeg kan bli litt glad,

21 avan ke m ale—pou mwen pa tounen nan andwa tenèb ak gwo fènwa!

før jeg går bort for ikke å vende tilbake, bort til mørkets og dødsskyggens land,

22 Nan peyi sa a ki dezole nèt tankou tenèb la, nan fon lonbraj san fòm nan, e ki klere tankou fènwa a.”

et land så mørkt som den sorteste natt, hvor dødsskygge og forvirring råder, og hvor lyset er som den sorteste natt!