Ψαλμοί 130

1 ᾠδὴ τῶν ἀναβαθμῶν ἐκ βαθέων ἐκέκραξά σε κύριε

En sang ved festreisene. Av det dype kaller jeg på dig, Herre!

2 κύριε εἰσάκουσον τῆς φωνῆς μου γενηθήτω τὰ ὦτά σου προσέχοντα εἰς τὴν φωνὴν τῆς δεήσεώς μου

Herre, hør min røst, la dine ører akte på mine inderlige bønners røst!

3 ἐὰν ἀνομίας παρατηρήσῃ κύριε κύριε τίς ὑποστήσεται

Dersom du, Herre, vil gjemme på misgjerninger, Herre, hvem kan da bli stående?

4 ὅτι παρὰ σοὶ ὁ ἱλασμός ἐστιν

For hos dig er forlatelsen, forat du må fryktes.

5 ἕνεκεν τοῦ νόμου σου ὑπέμεινά σε κύριε ὑπέμεινεν ἡ ψυχή μου εἰς τὸν λόγον σου

Jeg bier efter Herren, min sjel bier, og jeg venter på hans ord.

6 ἤλπισεν ἡ ψυχή μου ἐπὶ τὸν κύριον ἀπὸ φυλακῆς πρωίας μέχρι νυκτός ἀπὸ φυλακῆς πρωίας ἐλπισάτω Ισραηλ ἐπὶ τὸν κύριον

Min sjel venter på Herren mere enn vektere på morgenen, vektere på morgenen.

7 ὅτι παρὰ τῷ κυρίῳ τὸ ἔλεος καὶ πολλὴ παρ’ αὐτῷ λύτρωσις

Vent på Herren, Israel! For hos Herren er miskunnheten, og megen forløsning er hos ham,

8 καὶ αὐτὸς λυτρώσεται τὸν Ισραηλ ἐκ πασῶν τῶν ἀνομιῶν αὐτοῦ

og han skal forløse Israel fra alle dets misgjerninger.