Ἰώβ 12

1 ὑπολαβὼν δὲ Ιωβ λέγει

Da tok Job til orde og sa:

2 εἶτα ὑμεῖς ἐστε ἄνθρωποι ἦ μεθ’ ὑμῶν τελευτήσει σοφία

Ja sannelig, I er de rette folk, og med eder dør visdommen ut.

3 κἀμοὶ μὲν καρδία καθ’ ὑμᾶς ἐστιν

Også jeg har forstand, likesom I, jeg står ikke tilbake for eder, og hvem vet ikke dette?

4 δίκαιος γὰρ ἀνὴρ καὶ ἄμεμπτος ἐγενήθη εἰς χλεύασμα

Til spott for mine venner er jeg, jeg som ropte til Gud og fikk svar; til spott er jeg, den rettskafne og ulastelige.

5 εἰς χρόνον γὰρ τακτὸν ἡτοίμαστο πεσεῖν ὑπὸ ἄλλους οἴκους τε αὐτοῦ ἐκπορθεῖσθαι ὑπὸ ἀνόμων

Ulykken fortjener bare forakt efter de trygges mening; forakt venter dem hvis fot vakler.

6 οὐ μὴν δὲ ἀλλὰ μηδεὶς πεποιθέτω πονηρὸς ὢν ἀθῷος ἔσεσθαι ὅσοι παροργίζουσιν τὸν κύριον ὡς οὐχὶ καὶ ἔτασις αὐτῶν ἔσται

Ødeleggeres telt blir i ro, og trygge er de som egger Gud til vrede, de som fører sin gud i sin hånd.

7 ἀλλὰ δὴ ἐπερώτησον τετράποδα ἐάν σοι εἴπωσιν πετεινὰ δὲ οὐρανοῦ ἐάν σοι ἀπαγγείλωσιν

Men spør du dyrene, de skal lære dig, og himmelens fugler, de skal si dig det,

8 ἐκδιήγησαι δὲ γῇ ἐάν σοι φράσῃ καὶ ἐξηγήσονταί σοι οἱ ἰχθύες τῆς θαλάσσης

eller tal til jorden, og den skal lære dig, og havets fisker skal fortelle dig det.

9 τίς οὐκ ἔγνω ἐν πᾶσι τούτοις ὅτι χεὶρ κυρίου ἐποίησεν ταῦτα

Hvem skjønner ikke av alt dette at det er Herrens hånd som har skapt det,

10 εἰ μὴ ἐν χειρὶ αὐτοῦ ψυχὴ πάντων τῶν ζώντων καὶ πνεῦμα παντὸς ἀνθρώπου

han som har i sin hånd hver levende sjel og hvert menneskelegemes ånd?

11 οὖς μὲν γὰρ ῥήματα διακρίνει λάρυγξ δὲ σῖτα γεύεται

Mon ikke øret prøver ord, likesom ganen smaker mat?

12 ἐν πολλῷ χρόνῳ σοφία ἐν δὲ πολλῷ βίῳ ἐπιστήμη

Hos gråhårede er visdom, og langt liv gir forstand.

13 παρ’ αὐτῷ σοφία καὶ δύναμις αὐτῷ βουλὴ καὶ σύνεσις

Hos ham er visdom og velde, ham hører råd og forstand til.

14 ἐὰν καταβάλῃ τίς οἰκοδομήσει ἐὰν κλείσῃ κατὰ ἀνθρώπων τίς ἀνοίξει

Se, han river ned, og det bygges ikke op igjen; han stenger for en mann, og det lukkes ikke op.

15 ἐὰν κωλύσῃ τὸ ὥδωρ ξηρανεῖ τὴν γῆν ἐὰν δὲ ἐπαφῇ ἀπώλεσεν αὐτὴν καταστρέψας

Han demmer for vannene, og de tørker bort, og han slipper dem løs, og de velter om jorden.

16 παρ’ αὐτῷ κράτος καὶ ἰσχύς αὐτῷ ἐπιστήμη καὶ σύνεσις

Hos ham er styrke og visdom; i hans makt er både den som farer vill, og den som fører vill.

17 διάγων βουλευτὰς αἰχμαλώτους κριτὰς δὲ γῆς ἐξέστησεν

Han fører rådsherrer bort som fanger, og dommere gjør han til dårer.

18 καθιζάνων βασιλεῖς ἐπὶ θρόνους καὶ περιέδησεν ζώνῃ ὀσφύας αὐτῶν

Kongers tvangsbånd løser han og binder rep om deres lender.

19 ἐξαποστέλλων ἱερεῖς αἰχμαλώτους δυνάστας δὲ γῆς κατέστρεψεν

Han fører prester bort som fanger, og mektige menn støter han ned.

20 διαλλάσσων χείλη πιστῶν σύνεσιν δὲ πρεσβυτέρων ἔγνω

Han fratar prøvede menn mælet og oldinger deres innsikt.

21 ἐκχέων ἀτιμίαν ἐπ’ ἄρχοντας ταπεινοὺς δὲ ἰάσατο

Han utøser forakt over fyrster, og de sterkes belte løser han.

22 ἀνακαλύπτων βαθέα ἐκ σκότους ἐξήγαγεν δὲ εἰς φῶς σκιὰν θανάτου

Han drar det skjulte frem av mørket og fører dødsskygge frem i lyset.

23 πλανῶν ἔθνη καὶ ἀπολλύων αὐτά καταστρωννύων ἔθνη καὶ καθοδηγῶν αὐτά

Han lar folkene bli store, og han lar dem gå til grunne; han gir folkene vidt rum, og han fører dem bort.

24 διαλλάσσων καρδίας ἀρχόντων γῆς ἐπλάνησεν δὲ αὐτοὺς ὁδῷ ᾗ οὐκ ᾔδεισαν

Høvdingene i landet fratar han forstanden og lar dem fare vill i et uveisomt øde;

25 ψηλαφήσαισαν σκότος καὶ μὴ φῶς πλανηθείησαν δὲ ὥσπερ ὁ μεθύων

de famler i mørke uten lys, og han lar dem rave likesom drukne.