Psalm 55

1 Auf den Siegesspender, bei Saitenspiel, ein Lehrgedicht, von David. Gott! Höre mein Gebet! Verbirg Dich nicht vor meinem Flehen!

(Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,

2 Merk doch auf mich, erhöre mich! Ich bin verwirrt und zage kläglich,

lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

3 dieweil der Feind so tobt, der Frevler drängt, und Unheil wälzen sie auf mich und sind mir heftig gram. -

jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

4 Mir bebt das Herz in meiner Brust; mich überfallen Todesängste.

Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

5 Und Furcht und Zittern überkommen mich; ein Schauder überschauert mich.

Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

6 Ach, hätte ich doch Taubenschwingen, wünschte ich, ich flöge fort und suchte Rast!

Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

7 In weite Ferne hin, zur Wüste in die Herberge! (Sela)

ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)

8 Geschwinder eilte ich zu meiner Zufluchtsstatt als Sturm und Wirbelwind.

Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

9 Herr! Spalte, teile ihre Zunge! Ich sehe Streit und Frevel in der Stadt.

Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

10 Sie wandeln Tag und Nacht um ihre Mauern, und Not und Jammer herrscht darin.

de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

11 Verderben herrscht in ihr; von ihrem Markte weicht nicht Lug noch Trug.

Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

12 Nicht schmäht mich jetzt mein Feind; denn das ertrüge ich. Mein Hasser höhnt mich nicht, sonst bärge ich mich sicherlich vor ihm.

Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

13 Nein! Du, ein Mensch von meinem Rang, mein Freund, mein Busenfreund!

men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

14 Die wir vertraulich miteinander lebten, zum Gotteshaus im Zuge wallten! -

og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

15 Sie überliste jetzt der Tod, daß sie lebendig in die Hölle fahren! In ihrem Innern nistet Bosheit. (Sheol h7585)

Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)

16 Ich ruf' zu Gott, der Herr mög' mich erretten!

Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

17 Ich klage abends, morgens, mittags, seufzend. Er möge meinen Ruf erhören.-

Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

18 "Erlöse mich zum Heil aus diesem Kampfe gegen mich! Sie stehn im Kampf mit mir."

og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

19 Gott höre es und beuge sie und stoße sie zurück, (Sela) die nicht Versöhnung kennen und Gott nicht fürchten!

Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

20 Vergriffen hat er sich sogar an meinen Opfern, an seinem Bund gefrevelt.

På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

21 Sein Mund war glatt, der Butter gleich, doch stand nach Kampf sein Sinn. Geschmeidiger als Öl, so waren seine Worte, und doch gezwickte Dolche:

Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

22 "Befiehl dich doch dem Herrn! Er hat dich lieb und sorgt für dichund läßt nicht den Gerechten wanken."

Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.

23 Der Todesgrube übergib sie, Gott! Blutmenschen und Betrüger sollen nicht zur Hälfte ihrer Lebenstage kommen! Auf Dich vertraue ich.

Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!