< Job 17 >

1 Mi spirit schal be maad feble; my daies schulen be maad schort, and oneli the sepulcre is left to me.
Min ånd er brutt, mine dager utslukket; bare graver har jeg for mig.
2 Y have not synned, and myn iye dwellith in bittirnessis.
Sannelig, spott omgir mig på alle kanter, og mitt øie må dvele ved deres trettekjære ferd.
3 Lord, delyuere thou me, and sette thou me bisidis thee; and the hond of ech fiyte ayens me.
Så sett nu et pant, gå i borgen for mig hos dig selv! Hvem skulde ellers gi mig håndslag?
4 Thou hast maad the herte of hem fer fro doctryn, `ethir knowyng of treuthe; therfor thei schulen not be enhaunsid.
Du har jo lukket deres hjerte for innsikt; derfor vil du ikke la dem vinne.
5 He bihetith prey to felowis, and the iyen of hise sones schulen faile.
Den som forråder venner, så de blir til bytte, hans barns øine skal tæres bort.
6 He hath set as in to a prouerbe of the comyn puple, and his saumple bifor hem.
Jeg er satt til et ordsprog for folk; jeg er en mann som blir spyttet i ansiktet.
7 Myn `iye dasewide at indignacioun; and my membris ben dryuun as in to nouyt.
Mitt øie er sløvt av gremmelse, og alle mine lemmer er som en skygge.
8 Iust men schulen wondre on this thing; and an innocent schal be reisid ayens an ypocrite.
Rettskafne forferdes over dette, og den skyldfrie harmes over den gudløse;
9 And a iust man schal holde his weie, and he schal adde strengthe to clene hondis.
men den rettferdige holder fast ved sin vei, og den som har rene hender, får enn mere kraft.
10 Therfor alle `ye be conuertid, and come ye; and Y schal not fynde in you ony wiys man.
Men I - kom bare igjen alle sammen! Jeg finner dog ikke nogen vismann blandt eder.
11 My daies ben passid; my thouytis ben scaterid, turmentynge myn herte.
Mine dager er faret forbi, mine planer sønderrevet - mitt hjertes eiendom!
12 Tho han turned the nyyt `in to day; and eft aftir derknessis hope liyt.
Natt gjør de til dag, lyset, sier de, er nærmere enn det mørke som ligger like for mig.
13 If Y `susteyne, ether suffre pacientli, helle is myn hous; and Y haue arayede my bed in derknessis. (Sheol h7585)
Når jeg håper på dødsriket som mitt hus, reder i mørket mitt leie, (Sheol h7585)
14 Y seide to rot, Thou art my fadur; and to wormes, Ye ben my modir and my sister.
roper til graven: Du er min far, til makken: Du er min mor og min søster,
15 Therfor where is now myn abidyng? and who biholdith my pacience?
hvor er da mitt håp? Mitt håp - hvem øiner det?
16 Alle my thingis schulen go doun in to deppeste helle; gessist thou, whether reste schal be to me, nameli there. (Sheol h7585)
Til dødsrikets bommer farer de ned, på samme tid som jeg går til hvile i støvet. (Sheol h7585)

< Job 17 >