< Song of Solomon 6 >

1 Where has your beloved gone, you fairest among women? Where has your beloved turned, that we may seek him with you?
Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.
2 My beloved has gone down to his garden, to the beds of spices, to pasture his flock in the gardens, and to gather lilies.
Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer.
3 I am my beloved’s, and my beloved is mine. He browses among the lilies.
Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.
4 You are beautiful, my love, as Tirzah, lovely as Jerusalem, awesome as an army with banners.
Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner.
5 Turn away your eyes from me, for they have overcome me. Your hair is like a flock of goats, that lie along the side of Gilead.
Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.
6 Your teeth are like a flock of ewes, which have come up from the washing, of which every one has twins; not one is bereaved among them.
dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;
7 Your temples are like a piece of a pomegranate behind your veil.
din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.
8 There are sixty queens, eighty concubines, and virgins without number.
Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal.
9 My dove, my perfect one, is unique. She is her mother’s only daughter. She is the favorite one of her who bore her. The daughters saw her, and called her blessed. The queens and the concubines saw her, and they praised her.
Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.
10 Who is she who looks out as the morning, beautiful as the moon, clear as the sun, and awesome as an army with banners?
Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?
11 I went down into the nut tree grove, to see the green plants of the valley, to see whether the vine budded, and the pomegranates were in flower.
Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.
12 Without realizing it, my desire set me with my royal people’s chariots.
Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne.
13 Return, return, Shulammite! Return, return, that we may gaze at you. Lover Why do you desire to gaze at the Shulammite, as at the dance of Mahanaim?
Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"

< Song of Solomon 6 >