< Psalms 137 >

1 By the rivers of Babylon we sat down and wept when we thought about Zion.
Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
2 On the poplars there we hung our harps.
Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
3 There our captors required songs from us, and those who mocked us required us to be happy, saying, “Sing us one of the songs of Zion.”
Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
4 How could we sing a song about Yahweh in a foreign land?
Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
5 If I ignore the memory of you, Jerusalem, let my right hand forget her skill.
Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
6 Let my tongue cling to the roof of my mouth if I think about you no more, if I do not prefer Jerusalem more than my greatest delights.
Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7 Call to mind, Yahweh, what the Edomites did on the day Jerusalem fell. They said, “Tear it down, tear it down to its foundations.”
HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
8 Daughter of Babylon, soon to be destroyed— may the person be blessed, whoever pays you back for what you have done to us.
Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
9 May the person be blessed, whoever takes and dashes your little ones against a rock.
Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

< Psalms 137 >