< Romans 9 >

1 I am speaking the truth as one in union with Christ; it is no lie; and my conscience, enlightened by the Holy Spirit,
Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand,
2 bears me out when I say that there is a great weight of sorrow upon me and that my heart is never free from pain.
at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
3 I could wish that I were myself accursed and severed from the Christ, for the sake of my Brothers — my own countrymen.
Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
4 For they are Israelites, and theirs are the adoption as Sons, the visible Presence, the Covenants, the revealed Law, the Temple worship, and the Promises.
de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5 They are descended from the Patriarchs; and, as far as his human nature was concerned, from them came the Christ — he who is supreme over all things, God for ever blessed. Amen. (aiōn g165)
hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. (aiōn g165)
6 Not that God’s Word has failed. For it is not all who are descended from Israel who are true Israelites;
Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;
7 nor, because they are Abraham’s descendants, are they all his Children; but — ‘It is Isaac’s children who will be called thy descendants.’
ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.‟
8 This means that it is not the children born in the course of nature who are God’s Children, but it is the children born in fulfilment of the Promise who are to be regarded as Abraham’s descendants.
Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.
9 For these words are the words of a promise — ‘About this time I will come, and Sarah shall have a son.’
Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.‟
10 Nor is that all. There is also the case of Rebecca, when she was about to bear children to our ancestor Isaac.
Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
11 For in order that the purpose of God, working through selection, might not fail — a selection depending, not on obedience, but on his Call — Rebecca was told, before her children were born and before they had done anything either right or wrong,
Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,
12 that ‘the elder would be a servant to the younger.’
sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste, ‟
13 The words of Scripture are — ‘I loved Jacob, but I hated Esau.’
som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.‟
14 What are we to say, then? Is God guilty of injustice? Heaven forbid!
Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15 For his words to Moses are — ‘I will take pity on whom I take pity, and be merciful to whom I am merciful.’
Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.‟
16 So, then, all depends, not on human wishes or human efforts, but on God’s mercy.
Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.
17 In Scripture, again, it is said to Pharaoh — ‘It was for this very purpose that I raised thee to the throne, to show my power by my dealings with thee, and to make my name known throughout the world.’
Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.‟
18 So, then, where God wills, he takes pity, and where he wills, he hardens the heart.
Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19 Perhaps you will say to me — ‘How can any one still be blamed? For who withstands his purpose?’
Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?
20 I might rather ask ‘Who are you who are arguing with God?’ Does a thing which a man has moulded say to him who has moulded it ‘Why did you make me like this?’
Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?
21 Has not the potter absolute power over his clay, so that out of the same lump he makes one thing for better, and another for common, use?
Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22 And what if God, intending to reveal his displeasure and make his power known, bore most patiently with the objects of his displeasure, though they were fit only to be destroyed,
Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
23 so as to make known his surpassing glory in dealing with the objects of his mercy, whom he prepared beforehand for glory,
ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24 and whom he called — even us — Not only from among the Jews but from among the Gentiles also!
Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,
25 This, indeed, is what he says in the Book of Hosea — ‘I will call those my People who were not my People, and her my beloved who was not beloved.
som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede;
26 And in the very place where it was said to them — “Ye are not my People”, they shall be called Sons of the Living God.’
og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.‟
27 And Isaiah cries aloud over Israel — ‘Though the Sons of Israel are like the sand of the sea in number, only a remnant of them shall escape!
Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses.
28 For the Lord will execute his sentence upon the world, fully and without delay.’
Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.‟
29 It is as Isaiah foretold — ‘Had not the Lord of Hosts spared some few of our race to us, we should have become like Sodom and been made to resemble Gomorrah.’
Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.‟
30 What are we to say, then? Why, that Gentiles, who were not in search of righteousness, secured it — a righteousness which was the result of faith;
Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro;
31 while Israel, which was in search of a Law which would ensure righteousness, failed to discover one.
men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov.
32 And why? Because they looked to obedience, and not to faith, to secure it. They stumbled over ‘the Stumbling-block.’
Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen,
33 As Scripture says — ‘See, I place a Stumbling-block in Zion — a Rock which shall prove a hindrance; and he who believes in him shall have no cause for shame.’
som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.‟

< Romans 9 >