< Job 20 >

1 Then responded Zophar the Naamathite, and said: —
Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
2 Not so, do my thoughts answer me, and to this end, is my haste within me:
"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
3 The correction meant to confound me, I must hear, but, the spirit—out of my understanding, will give me a reply.
til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
4 Knowest thou, this—from antiquity, from the placing of man upon earth: —
Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,
5 That, the joy-shout of the lawless, is short, and, the rejoicing of the impious, for a moment?
at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
6 Though his elevation mount up to the heavens, and, his head, to the clouds, doth reach,
Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
7 Like his own stubble, shall he utterly perish, They who had seen him, shall say, Where is he?
som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"
8 Like a dream, shall he fly away, and they shall not find him, yea he shall be chased away, as a vision of the night.
Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
9 The eye that hath scanned him, shall not do it again, neither, any more, shall his place behold him:
Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.
10 His children, shall seek the favour of the poor, and, his own hand, shall give back his wealth.
Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.
11 His bones, are full of youthful vigour, yet, with him—in the dust, shall it lie down.
Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
12 Though, a sweet taste in his mouth, be given by vice, though he hide it under his tongue;
Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,
13 Though he spare it, and will not let it go, but retain it in the midst of his mouth,
sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
14 His food, in his stomach, is changed, the gall of adders, within him!
så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
15 Wealth, hath he swallowed, and hath vomited the same, Out of his belly, shall, GOD, drive it forth:
Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
16 The poison of adders, shall he suck, The tongue of the viper shall slay him;
han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
17 Let him not see in the channels the flowings of torrents of honey and milk.
han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
18 In vain, he toiled, he shall not swallow, like wealth to be restored, in which he cannot exult!
han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.
19 For he hath oppressed—hath forsaken the poor, A house, hath he seized, which he cannot rebuild.
Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
20 Surely he hath known no peace in his inmost mind, —With his dearest thing, shall he not get away:
Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
21 Nothing escaped his devouring greed, —For this cause, shall his prosperity not continue:
ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
22 When his abundance is gone, he shall be in straits, All the power of distress, shall come upon him.
midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
23 It shall be that, to fill his belly, he will thrust at him the glow of his anger, and rain [it] upon him for his punishment.
For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.
24 He shall flee from the armour of iron, —There shall pierce him, a bow of bronze!
Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
25 He hath drawn it out, and it hath come forth out of his back, —yea the flashing arrow-head, out of his gall, There shall march on him—terrors:
en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,
26 Every misfortune, is laid up for his treasures, —There shall consume, a fire, not blown up, —it shall destroy what remaineth in his tent:
idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
27 The heavens shall reveal his iniquity, and, the earth, be rising up against him:
Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
28 The increase of his house shall vanish, melting away in the day of his anger.
Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
29 This, is the portion of the lawless man, from God, and the inheritance decreed him from the Mighty One.
Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!

< Job 20 >