Psalms 137

1 By the waters of Babylon there we sat, and we wept at the thought of Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 There on the poplars we hung our harps.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there our captors called for a song: our tormentors, rejoicing, saying: ‘Sing us one of the songs of Zion.’

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How can we sing the Lord’s song in the foreigner’s land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget you, Jerusalem, may my right hand wither.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 May my tongue stick to the roof of my mouth, if I am unmindful of you, or don’t set Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember the Edomites, Lord, the day of Jerusalem’s fall, when they said, ‘Lay her bare, lay her bare, right down to her very foundation.’

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Babylon, despoiler, happy are those who pay you back for all you have done to us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Happy are they who seize and dash your children against the rocks.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.