< Psalms 137 >

1 By the rivers of Babylon, there we sat down. Yes, we wept, when we remembered Zion.
Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
2 On the willows in its midst, we hung up our harps.
Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
3 For there, those who led us captive asked us for songs. Those who tormented us demanded songs of joy: "Sing us one of the songs of Zion."
Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
4 How can we sing the LORD's song in a foreign land?
Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
5 If I forget you, Jerusalem, let my right hand be forgotten.
Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
6 Let my tongue stick to the roof of my mouth if I do not remember you; if I do not prefer Jerusalem above my chief joy.
Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7 Remember, LORD, against the descendants of Edom, the day of Jerusalem; who said, "Raze it. Raze it even to its foundation."
HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
8 Daughter of Babylon, doomed to destruction, he will be blessed who rewards you, as you have served us.
Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
9 Blessed shall he be who takes and dashes your little ones against the rock.
Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

< Psalms 137 >