< Psalms 137 >

1 By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, when we remembered Zion.
Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
2 We hanged our harps upon the willows in the midst thereof.
Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
3 For there they that carried us away captive required of us a song; and they that wasted us [required of us] mirth, [saying], Sing us [one] of the songs of Zion.
Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
4 How shall we sing the LORD’s song in a strange land?
Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
5 If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget [her cunning].
Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
6 If I do not remember thee, let my tongue cleave to the roof of my mouth; if I prefer not Jerusalem above my chief joy.
Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7 Remember, O LORD, the children of Edom in the day of Jerusalem; who said, Rase [it], rase [it, even] to the foundation thereof.
HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
8 O daughter of Babylon, who art to be destroyed; happy [shall he be], that rewardeth thee as thou hast served us.
Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
9 Happy [shall he be], that taketh and dasheth thy little ones against the stones.
Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

< Psalms 137 >