< Job 29 >

1 Moreover Job continued his parable, and said,
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Oh that I were as [in] months past, as [in] the days [when] God preserved me;
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 When his candle shined upon my head, [and when] by his light I walked [through] darkness;
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 As I was in the days of my youth, when the secret of God [was] upon my tabernacle;
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 When the Almighty [was] yet with me, [when] my children [were] about me;
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 When I washed my steps with butter, and the rock poured me out rivers of oil;
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 When I went out to the gate through the city, [when] I prepared my seat in the street!
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
8 The young men saw me, and hid themselves: and the aged arose, [and] stood up.
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 The princes refrained talking, and laid [their] hand on their mouth.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
10 The nobles held their peace, and their tongue cleaved to the roof of their mouth.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 When the ear heard [me], then it blessed me; and when the eye saw [me], it gave witness to me:
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
12 Because I delivered the poor that cried, and the fatherless, and [him that had] none to help him.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 The blessing of him that was ready to perish came upon me: and I caused the widow’s heart to sing for joy.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 I put on righteousness, and it clothed me: my judgment [was] as a robe and a diadem.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 I was eyes to the blind, and feet [was] I to the lame.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 I [was] a father to the poor: and the cause [which] I knew not I searched out.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 And I brake the jaws of the wicked, and plucked the spoil out of his teeth.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 Then I said, I shall die in my nest, and I shall multiply [my] days as the sand.
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
19 My root [was] spread out by the waters, and the dew lay all night upon my branch.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 My glory [was] fresh in me, and my bow was renewed in my hand.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
21 Unto me [men] gave ear, and waited, and kept silence at my counsel.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
22 After my words they spake not again; and my speech dropped upon them.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
23 And they waited for me as for the rain; and they opened their mouth wide [as] for the latter rain.
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
24 [If] I laughed on them, they believed [it] not; and the light of my countenance they cast not down.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
25 I chose out their way, and sat chief, and dwelt as a king in the army, as one [that] comforteth the mourners.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

< Job 29 >