Salme 77

1 (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

`To the ouercomere on Yditum, `the salm of Asaph. With my vois Y criede to the Lord; with my vois to God, and he yaf tent to me.

2 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

In the dai of my tribulacioun Y souyte God with myn hondis; in the nyyt `to fore hym, and Y am not disseyued. Mi soule forsook to be coumfortid;

3 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)

Y was myndeful of God, and Y delitide, and Y was exercisid; and my spirit failide.

4 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

Myn iyen bifore took wakyngis; Y was disturblid, and Y spak not.

5 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

I thouyte elde daies; and Y hadde in mynde euerlastinge yeeris.

6 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

And Y thouyte in the nyyt with myn herte; and Y was exercisid, and Y clensid my spirit.

7 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

Whether God schal caste awei with outen ende; ether schal he not lei to, that he be more plesid yit?

8 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

Ethir schal he kitte awei his merci into the ende; fro generacioun in to generacioun?

9 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)

Ethir schal God foryete to do mercy; ethir schal he withholde his mercies in his ire?

10 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

And Y seide, Now Y bigan; this is the chaunging of the riythond of `the hiye God.

11 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

I hadde mynde on the werkis of the Lord; for Y schal haue mynde fro the bigynnyng of thi merueilis.

12 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

And Y schal thenke in alle thi werkis; and Y schal be occupied in thi fyndyngis.

13 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

God, thi weie was in the hooli; what God is greet as oure God?

14 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

thou art God, that doist merueilis. Thou madist thi vertu knowun among puplis;

15 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)

thou ayenbouytist in thi arm thi puple, the sones of Jacob and of Joseph.

16 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

God, watris sien thee, watris sien thee, and dredden; and depthis of watris weren disturblid.

17 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

The multitude of the soun of watris; cloudis yauen vois.

18 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

For whi thin arewis passen; the vois of thi thundir was in a wheel. Thi liytnyngis schyneden to the world; the erthe was moued, and tremblid.

19 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

Thi weie in the see, and thi pathis in many watris; and thi steppis schulen not be knowun.

20 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

Thou leddist forth thi puple as scheep; in the hond of Moyses and of Aaron.