< Salme 69 >

1 (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
For the end, [a Psalm] of David, for alternate [strains]. Save me, O God; for the waters have come in to my soul.
2 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
I am stuck fast in deep mire, and there is no standing: I am come in to the depths of the sea, and a storm has overwhelmed me.
3 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
I am weary [of] crying, my throat has become hoarse; mine eyes have failed by my waiting on my God.
4 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
They that hate me without a cause are more than the hairs of my head: my enemies that persecute me unrighteously are strengthened: then I restored that which I took not away.
5 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
O God, thou knowest my foolishness; and my transgressions are not hidden from thee.
6 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
Let not them that wait on thee, O Lord of hosts, be ashamed on my account: let not them that seek thee, be ashamed on my account, O God of Israel.
7 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
For I have suffered reproach for thy sake; shame has covered my face.
8 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
I became strange to my brethren, and a stranger to my mother's children.
9 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
For the zeal of thine house has eaten me up; and the reproaches of them that reproached thee are fallen upon me.
10 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
And I bowed down my soul with fasting, and that was made my reproach.
11 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
And I put on sackcloth for my covering; and I became a proverb to them.
12 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
They that sit in the gate talked against me, and they that drank wine sang against me.
13 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
But I [will cry] to thee, O Lord, in my prayer; O God, it is a propitious time: in the multitude of thy mercy hear me, in the truth of thy salvation.
14 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
Save me from the mire, that I stick not [in it]: let me be delivered from them that hate me, and from the deep waters.
15 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
Let not the waterflood drown me, nor let the deep swallow me up; neither let the well shut its mouth upon me.
16 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
Hear me, O Lord; for thy mercy is good: according to the multitude of thy compassions look upon me.
17 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
And turn not away thy face from thy servant; for I am afflicted: hear me speedily.
18 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
Draw nigh to my soul and redeem it: deliver me because of mine enemies.
19 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
For thou knowest my reproach, and my shame, and my confusion; all that afflict me are before thee.
20 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
My soul has waited for reproach and misery; and I waited for one to grieve with me, but there was none; and for one to comfort me, but I found none.
21 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
They gave [me] also gall for my food, and made me drink vinegar for my thirst.
22 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
Let their table before them be for a snare, and for a recompense, and for a stumbling-block.
23 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
Let their eyes be darkened that they should not see; and bow down their back continually.
24 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
Pour out thy wrath upon them, and let the fury of thine anger take hold on them.
25 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
Let their habitation be made desolate; and let there be no inhabitant in their tents:
26 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
Because they persecuted him whom thou hast smitten; and they have added to the grief of my wounds.
27 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
Add iniquity to their iniquity; and let them not come into thy righteousness.
28 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
Let them be blotted out of the book of the living, and let them not be written with the righteous.
29 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
I am poor and sorrowful; but the salvation of thy countenance has helped me.
30 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
I will praise the name of my God with a song, I will magnify him with praise;
31 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
and [this] shall please God more than a young calf having horns and hoofs.
32 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
Let the poor see and rejoice; seek the Lord diligently, and ye shall live.
33 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
For the Lord hears the poor, and does not set at nought his fettered ones.
34 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
Let the heavens and the earth raise him, the sea, and all things moving in them.
35 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
For God will save Sion, and the cities of Judea shall be built; and [men] shall dwell there, and inherit it.
36 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
And the seed of his servants shall possess it, and they that love his name shall dwell therein.

< Salme 69 >