Salme 22

1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

Wɔde ma dwonkyerɛfo. Wɔto no sɛnea wɔto “Adekyee forote” dwom. Dawid dwom. Me Nyankopɔn, me Nyankopɔn, adɛn nti na woagyaw me? Adɛn nti na me nkwagye ne wo ntam aware, adɛn na mʼapinisi nsɛm ne wo ntam aware?

2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Me Nyankopɔn, misu frɛ wo awia, nanso wunnye me so, mefrɛ wo anadwo, nanso minnya ɔhome.

3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

Nanso wɔasi wo hene sɛ Ɔkronkronni; wo na Israel kamfo wo.

4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

Wo mu na yɛn agyanom de wɔn werɛ hyɛe; wogyee wo dii, na wugyee wɔn.

5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

Wosu frɛɛ wo na wugyee wɔn, wɔde wɔn ho too wo so na woanni wɔn nhuammɔ.

6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

Nanso meyɛ osunson, na menyɛ onipa nnipa bɔ me ahohora na wobu me animtiaa.

7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

Obiara a ohu me di me ho fɛw; wotwa me adapaa, wosow wɔn ti ka se:

8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

“Ɔde ne ho to Awurade so; ma Awurade mmegye no. Ma ɔmmɛboa no, efisɛ ɔwɔ no mu anigye.”

9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

Wo na wuyii me fii awotwaa mu bae na womaa me de me ho too wo so bere a mitua me na nufu ano mpo.

10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

Efi mʼawo mu na wɔde me too wo so; efi me na yafunu mu, woayɛ me Nyankopɔn.

11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

Ntwe wo ho mfi me ho! Efisɛ amane abɛn na ɔboafo nni baabi.

12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

Anantwinini bebree atwa me ho ahyia; Basan anantwinini a wɔn ho yɛ den atwa me ho ahyia.

13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

Gyata a wɔbobɔ mu na wɔtetew wɔn hanam mu abuebue wɔn anom tɛtrɛɛ de kyerɛ me.

14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

Wɔahwie me agu sɛ nsu, na me nnompe nyinaa ahodwow. Me koma adan amane; anan wɔ me mu.

15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

Mʼanom ayow te sɛ kyɛmfɛre mu. Na me tɛkrɛma atare mʼanom. Wode me to owu mfutuma mu.

16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

Akraman atwa me ho ahyia, nnebɔneyɛfo kuw atwa me ahyia, wɔahwirew me nsa ne mʼanan mu.

17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

Me nnompe nyinaa gu petee mu; Mʼatamfo hwɛ me haa na wɔserew me.

18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

Wɔkyɛ me atade mu fa, na wɔbɔ me ntama so ntonto.

19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

Na wo, Awurade, ntwe wo ho; wone mʼahoɔden, bra ntɛm bɛboa me.

20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

Gye me kra fi afoa ano; gye me nkwa a ɛsom bo no fi akraman tumi ase.

21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Gye me nkwa fi gyata anom; gye me fi ɛko mmɛn so.

22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

Mɛbɔ wo din akyerɛ me nuanom; mɛkamfo wo wɔ wɔn a wɔahyia hɔ no nyinaa anim.

23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

Monkamfo Awurade, mo a musuro no no! Mo a moyɛ Yakob asefo, monhyɛ no anuonyam! Mo Israel asefo nyinaa, munni no ni!

24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

Ommuu nʼani nguu ɔmanehunufo ateetee so ɛ, ɔmfaa nʼanim nhintaw no; na mmom watie ne sufrɛ a ɔde rehwehwɛ mmoa no.

25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

Me botae a mede yi wo ayɛ wɔ bagua mu no fi wo; medi me bɔhyɛ so wɔ wɔn a wosuro wo no anim.

26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

Ahiafo bedidi na wɔamee; wɔn a wɔhwehwɛ Awurade beyi no ayɛ, mo koma nnya nkwa daa.

27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

Asase ano nyinaa bɛkae akɔ Awurade nkyɛn, na amanaman no mmusua nyinaa bɛkotow nʼanim,

28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

efisɛ tumi wɔ Awurade na odi amanaman so hene.

29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

Asase so adefo nyinaa bedidi na wɔasɔre no; wɔn a wɔkɔ dɔte mu nyinaa bebu nkotodwe nʼanim, wɔn a wɔrentumi mma nkwa mu.

30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

Nkyirimma nyinaa bɛsom no; wɔbɛka Awurade ho asɛm akyerɛ awo ntoatoaso a edidi so.

31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Wɔbɛka ne trenee akyerɛ nnipa a wonnya nwoo wɔn efisɛ ɔno na wayɛ.