< Salme 137 >

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, when we remembered Zion.
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
We hanged our harps upon the willows in the midst thereof.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For there they that carried us away captive required of us a song; and they that wasted us [required of us] mirth, [saying], Sing us [one] of the songs of Zion.
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
How shall we sing the LORD’s song in a strange land?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget [her cunning].
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
If I do not remember thee, let my tongue cleave to the roof of my mouth; if I prefer not Jerusalem above my chief joy.
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Remember, O LORD, the children of Edom in the day of Jerusalem; who said, Rase [it], rase [it, even] to the foundation thereof.
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
O daughter of Babylon, who art to be destroyed; happy [shall he be], that rewardeth thee as thou hast served us.
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Happy [shall he be], that taketh and dasheth thy little ones against the stones.

< Salme 137 >