< Salme 137 >

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
By the rivers of Babylon, There we sat down, yea, we wept, When we remembered Zion.
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
Upon the willows in the midst thereof We hanged up our harps.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For there they that led us captive required of us songs, And they that wasted us [required of us] mirth, [saying], Sing us one of the songs of Zion.
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
How shall we sing Jehovah’s song In a foreign land?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget thee, O Jerusalem, Let my right hand forget [her skill].
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
Let my tongue cleave to the roof of my mouth, If I remember thee not; If I prefer not Jerusalem Above my chief joy.
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Remember, O Jehovah, against the children of Edom The day of Jerusalem; Who said, Rase it, rase it, Even to the foundation thereof.
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
O daughter of Babylon, that art to be destroyed, Happy shall he be, that rewardeth thee As thou hast served us.
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Happy shall he be, that taketh and dasheth thy little ones Against the rock.

< Salme 137 >