Salme 12

1 (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

2 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Hene mifandañitse aman-drañetse ondatio, reke-tsoñy mitsiriry naho troke-miroe-rehake.

3 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Haitoa’ Iehovà ze hene fivimby mandomboke, naho ty fameleke mitrè fibohabohàñe,

4 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

ami’ty hoe: O lela’aio ro handreketa’ay; anay o soñi’aio; ia ty mpifehe anay?

5 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

Ty fampisoañañe o rarakeo, naho ty fitoreova’ o mpisotrio, ty iongahako henaneo, hoe t’Iehovà, Fa hampipalireko amy isehasehà’ey.

6 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Fetse ki’e o fepè’ Iehovào, volafoty nitsoheñe an-toñan-tsini-hara; nitranaheñe im-pito.

7 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Arovo irezay ry Iehovà, ambeno ami’ty tariratse toy nainai’e donia,

8 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Mitsapiotsapioke mbeo’ mbeo o tsivokatseo, naho onjoneñe amo ana’ ondatio ty haloloañe.