Salme 104
1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Me kra, kamfo Awurade! Awurade me Nyankopɔn, woyɛ ɔkɛse! Wɔafura wo tumi ne anuonyam.
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Ɔde hann akata ne ho sɛ atade; ɔtrɛw ɔsoro mu te sɛ ntamadan,
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
na ɔde ne mpia mu mpuran sisi nsu so. Ɔde omununkum yɛ ne teaseɛnam na ɔde nantew mframa ntaban so.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Ɔsoma nʼabɔfo sɛ mframa, na ɔsoma nʼasomfo sɛ ogyaframa.
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Ɔde asase asi ne fapem so na ɛrenhinhim da.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Wode bun kataa so sɛ atade na nsu gyinaa mmepɔw no so.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Nanso wʼanimka maa nsu no guanee, wʼaprannaa nnyigyei maa woguanee;
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Wɔsen faa mmepɔw so, kɔɔ aku mu tɔnn, koguu faako a wode ama wɔn no.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Wotoo ɔhye a wɔrentumi ntra; na wɔammɛkata asase so bio.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Ɔma nsuwa sen fa abon mu, ɛsen fa mmepɔw ntam.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Wɔma wuram mmoa nyinaa nsu nom; atorɔm de kum wɔn sukɔm.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Wim nnomaa nwen wɔn berebuw wɔ nsu no ho; na wɔto nnwom wɔ nnua no mman so.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Ofi ne soro mpia mu tɔ nsu gugu mmepɔw so; ne nnwuma so aba mee asase.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
Ɔma sare fifi ma anantwi, na ɔbɔɔ nnua maa onipa sɛ onnua na ɛmma aduan mfi asase mu:
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
nsa a ɛma onipa koma tɔ ne yam, ngo a ɛma onipa anim tɔ so, ne aduan a ekura onipa koma.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Wogugu Awurade nnua no so yiye, Lebanon sida a oduae no.
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
Ɛsow na nnomaa yɛ wɔn mmerebuw, na asukɔnkɔn nso yɛ nʼatenae wɔ ɔpepaw nnua no mu.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Mmepɔw atenten no yɛ wuram mmirekyi de; na abotan yɛ guankɔbea ma ewi.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Ɔsram kyerɛ bere nkyekyɛmu, na owia nim bere a ɔkɔtɔ.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Wode sum ba ma ɛyɛ adesae na kwae mu mmoa nyinaa kɔ ahayɛ.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Gyata bobɔ mu pɛ wɔn hanam, wɔhwehwɛ wɔn aduan fi Onyankopɔn hɔ.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
Owia pue ma wɔsan wɔn akyi; wɔsan kɔdeda wɔn atu mu.
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
Afei, onipa kɔ nʼadwuma so kɔyɛ adwuma ara kosi anwummere.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Awurade, wo nnwuma dɔɔso! Nyansa mu na woyɛɛ ne nyinaa; wʼabɔde ahyɛ asase so ma.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
Po na ɛda hɔ tɛtrɛɛ tamaa yi, a abɔde bebree a enni ano; akɛse ne nketewa ahyɛ no ma.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
So na ahyɛn di akɔneaba, na ɔdɛnkyɛmmirampɔn a woyɛɛ no di agoru.
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
Wɔn nyinaa hwɛ wo kwan sɛ wobɛma wɔn wɔn aduan wɔ bere a ɛsɛ mu.
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
Wode ma wɔn a, wɔtase; wubue wo nsam a nnepa mee wɔn.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Wode wʼanim hintaw wɔn a, wɔbɔ hu; sɛ wugye wɔn home a, wowuwu na wɔsan kɔ mfutuma mu.
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
Sɛ wode wo Honhom no ma wɔn a na wɔabɔ wɔn, na woyɛ asase ani foforo.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Ma Awurade anuonyam ntena hɔ daa; ma Awurade ani nnye ne nnwuma ho,
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
nea ɔhwɛ asase na ɛwosow, na ɔde ne nsa ka mmepɔw a wusiw fi mu ba.
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Mɛto dwom ama Awurade me nkwa nna nyinaa; sɛ mete ase yi, mɛto ayeyi dwom ama me Nyankopɔn.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Ɔmma me mpaebɔ nsɔ nʼani bere a meregye mʼani wɔ Awurade mu yi.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Ma nnebɔneyɛfo nyera wɔ asase so; na amumɔyɛfo ase nhyew. Me kra, kamfo Awurade. Kamfo Awurade.
