Salme 10

1 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

Pourquoi, ô Eternel, te tiens-tu éloigné? Te dérobes-tu au temps de la détresse?

2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

Dans son arrogance, le méchant persécute le pauvre: qu’il tombe victime des mauvais desseins qu’il médite!

3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

car il se glorifie, le méchant, des passions de son âme; le spoliateur blasphème, outrage l’Eternel.

4 Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

Avec son caractère hautain, le méchant ne s’inquiète de rien: "Il n’est point de Dieu!" Voilà le fond de sa pensée.

5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

Ses voies sont prospères en tout temps, tes jugements passent au-dessus de sa tête; tous ses adversaires, il les renverse d’un souffle.

6 Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."

Il dit en son cœur: "Je ne chancellerai point; jamais, au grand jamais, je ne serai dans l’adversité."

7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

Sa bouche est pleine de parjure, de perfidie et de violence; sa langue est au service du mal et de l’iniquité.

8 han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

Il se met en embuscade dans les villages; à la dérobée, il fait périr l’innocent, ses yeux guettent le malheureux.

9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

Comme le lion dans le fourré, il dresse de secrètes embûches; il les dresse pour s’emparer du pauvre, il s’empare du pauvre en l’attirant dans son filet.

10 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

Il s’accroupit, se tapit, et les malheureux tombent dans ses griffes.

11 Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."

Il dit en son cœur: "Dieu est sujet à l’oubli, il dérobe sa face; jamais il ne voit rien."

12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!

Ah! Seigneur, lève-toi! Dieu puissant, brandis ta main, n’oublie point les humbles.

13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

Pourquoi l’impie outragerait-il Dieu, dirait-il en son cœur que tu ne demandes aucun compte?

14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

Tu vois tout: tu regardes misères et chagrins, pour les protéger de ta main. A toi s’abandonne le malheureux, l’orphelin, tu lui prêtes assistance.

15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

Brise le bras de l’impie, le méchant… châtie sa perversité, pour qu’il n’en soit plus trouvé trace.

16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

L’Eternel est roi à tout jamais: les peuples disparaissent de son pays.

17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

Tu entends le souhait des humbles, Eternel, tu affermis leur cœur, tu leur prêtes l’oreille,

18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

en vue de rendre justice à l’orphelin, à l’opprimé, pour que nul mortel n’agisse plus tyranniquement sur terre.