< Ordsprogene 26 >

1 Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.
As snow in summer, and as rain in harvest, So honor is not seemly for a fool.
2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
As the sparrow in her wandering, as the swallow in her flying, So the curse that is causeless alighteth not.
3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
A whip for the horse, a bridle for the ass, And a rod for the back of fools.
4 Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.
Answer not a fool according to his folly, Lest thou also be like unto him.
5 Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
Answer a fool according to his folly, Lest he be wise in his own conceit.
6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.
He that sendeth a message by the hand of a fool Cutteth off [his own] feet, [and] drinketh in damage.
7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
The legs of the lame hang loose; So is a parable in the mouth of fools.
8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.
As one that bindeth a stone in a sling, So is he that giveth honor to a fool.
9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.
[As] a thorn that goeth up into the hand of a drunkard, So is a parable in the mouth of fools.
10 Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.
[As] an archer that woundeth all, So is he that hireth a fool and he that hireth them that pass by.
11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
As a dog that returneth to his vomit, [So is] a fool that repeateth his folly.
12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.
Seest thou a man wise in his own conceit? There is more hope of a fool than of him.
13 Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"
The sluggard saith, There is a lion in the way; A lion is in the streets.
14 Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
[As] the door turneth upon its hinges, So doth the sluggard upon his bed.
15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.
The sluggard burieth his hand in the dish; It wearieth him to bring it again to his mouth.
16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
The sluggard is wiser in his own conceit Than seven men that can render a reason.
17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
He that passeth by, [and] vexeth himself with strife belonging not to him, Is [like] one that taketh a dog by the ears.
18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
As a madman who casteth firebrands, Arrows, and death,
19 er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."
So is the man that deceiveth his neighbor, And saith, Am not I in sport?
20 Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
For lack of wood the fire goeth out; And where there is no whisperer, contention ceaseth.
21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
[As] coals are to hot embers, and wood to fire, So is a contentious man to inflame strife.
22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
The words of a whisperer are as dainty morsels, And they go down into the innermost parts.
23 Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
Fervent lips and a wicked heart Are [like] an earthen vessel overlaid with silver dross.
24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
He that hateth dissembleth with his lips; But he layeth up deceit within him:
25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
When he speaketh fair, believe him not; For there are seven abominations in his heart:
26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
Though [his] hatred cover itself with guile, His wickedness shall be openly showed before the assembly.
27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
Whoso diggeth a pit shall fall therein; And he that rolleth a stone, it shall return upon him.
28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
A lying tongue hateth those whom it hath wounded; And a flattering mouth worketh ruin.

< Ordsprogene 26 >