Klagesangene 4
1 Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!
(Alef) Ah! Altun shunche julasiz bolup ketti! Sap altun shunche tutuq bolup ketti! Muqeddes öydiki tashlar herbir kochining béshigha tökülüp chéchildi!
2 Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk
(Bet) Zionning oghulliri shunche qimmetlik, Sap altun’gha tégishküsiz idi, Hazir sapal kozilardek, Sapalchining qoli yasighanlirichilikmu [qimmiti yoq] dep qariliwatidu!
3 Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.
(Gimel) Hetta chilböriler emchikini tutup bérip balilirini émitidu; Lékin méning xelqim chöldiki tögiqushlargha oxshash rehimsiz boldi.
4 Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.
(Dalet) Bowaqning tili ussuzluqtin tangliyigha chaplishiwatidu; Kichik balilar nan tilimekte, Héchkim ulargha oshtup bermeywatidu.
5 Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.
(Xé) Nazunémetlerni yep kön’genler kochilarda sarghiyip yüridu; Sösün kiyim kiydürülüp chong qilin’ghanlar tézeklikni quchaqlap yétiwatidu.
6 Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
(Waw) Xelqimning qizining qebihlikige chüshken jaza Sodomning gunahining jazasidin éghirdur; Chünki Sodom biraqla örüwétilgenidi, héch ademning qoli uni qiynimighanidi.
7 Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;
(Zain) Xelqimning «Nazariy»liri bolsa qardin sap, süttin aq, téni qizil yaqutlardin parqiraq idi, Teqi-turqi kök yaquttek idi.
8 mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.
(Xet) Hazir chirayliri qurumdin qara; Kochilarda kishiler toniyalmighudek bolup qaldi; Bir tére-bir ustixan bolup qaldi; U qaqshalliship yaghachtek bolup ketti.
9 Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.
(Tet) Qilichta öltürülgenler qehetchilikte ölgenlerdin bextliktur; Chünki ular qaqshal bolup ketmekte, Tupraqning méwiliri bolmighachqa yiqitilmaqta.
10 Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.
(Yod) Baghri yumshaq ayallar öz qolliri bilen balilirini qaynitip pishurdi; Xelqimning qizi nabut qilin’ghinida balilar ularning göshi bolup qaldi.
11 HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.
(Kaf) Perwerdigar qehrini chüshürüp pighandin chiqti, Otluq ghezipini tökti; Zionda bir ot yéqip, Uning ullirini yutuwetti.
12 Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.
(Lamed) Yer yüzidiki padishahlar we jahanda barliq turuwatqanlar bolsa, Ne küshende ne düshmenning Yérusalémning qowuqliridin bösüp kiridighanliqigha ishenmeytti.
13 Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.
(Mem) Halbuki, peyghemberlirining gunahliri tüpeylidin, Kahnlirining qebihlikliri tüpeylidin, Ularning [Zionda] heqqaniylarning qanlirini tökkenliki tüpeylidin, — Bu ish [béshigha] chüshti!
14 De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.
(Nun) Hazir ular qarghulardek kochilarda ténep yürmekte, Ular qan’gha bulghan’ghanki, Héchkim kiyimlirige tegküchi bolmaydu.
15 "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"
(Sameq) Xeq ulargha: «Yoqulush! Napaklar! Yoqulush! Yoqulush, bizge tegküchi bolushma!» dep warqirishmaqta. Ular qéchip terep-terepke sergerdan bolup ketti; Lékin eller: «ularning arimizda turushigha bolmaydu!» — dewatidu.
16 HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.
(Pé) Perwerdigar Özi ularni tarqitiwetti; U ularni qayta nezirige almaydu; Kahinlarning hörmiti qilinmidi, Yashan’ghanlarmu héch méhribanliq körmidi.
17 End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.
(Ayin) Közimiz yardemni bihude kütüp halidin ketti; Derweqe bizni qutquzalmighan bir elni kütüp közet munarlirimizda turup kelduq.
18 De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.
(Tsade) Düshmenlirimiz izimizdin qoghlap yürdi; Shunga kochilarda yürelmeyttuq; Ejilimiz yéqinlashti, künlirimiz toshti; Chünki ejilimiz keldi!
19 Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,
(Kof) Péyimizge chüshkenler asmandiki bürkütlerdin ittik; Taghlardimu bizni qoghlap yügürdi, Bayawandimu bizni böktürmide paylashti.
20 vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
(Resh) Jénimizning nepisi bolghan, Perwerdigarning Mesih qilghini ularning ora-tuzaqlirida tutuldi; Biz u toghrisida: «uning sayiside eller arisida yashaymiz» dep oyliduq!
21 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.
(Shiyn) I uz zéminida turghuchi, Édomning qizi, xushal-xuram yayrighin! Lékin bu [jaza] qedehi sangimu ötidu; Senmu mest bolisen, yalingachlinisen!
22 Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
(Taw) Qebihlikingning jazasigha Xatime bérilidu, i Zion qizi; U séni sürgünlükke qayta élip ketmeydu; Lékin, i Édom qizi, u séning qebihlikingni jazalaydu; U gunahliringni échip tashlaydu!
