< Klagesangene 3 >

1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
I am the man, that hath seene affliction in the rod of his indignation.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
He hath ledde mee, and brought me into darkenes, but not to light.
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
Surely he is turned against me: he turneth his hand against me all the day.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
My flesh and my skinne hath he caused to waxe olde, and he hath broken my bones.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
He hath builded against me, and compassed me with gall, and labour.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
He hath set me in darke places, as they that be dead for euer.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
He hath hedged about mee, that I cannot get out: he hath made my chaines heauy.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Also when I cry and showte, hee shutteth out my prayer.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
He hath stopped vp my wayes with hewen stone, and turned away my paths.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
He was vnto me as a beare lying in waite, and as a Lion in secret places.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
He hath stopped my wayes, and pulled me in pieces: he hath made me desolate.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
He hath bent his bow and made me a marke for the arrow.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
Hee caused the arrowes of his quiuer to enter into my reines.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
I was a derision to all my people, and their song all the day.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
He hath filled me with bitternes, and made me drunken with wormewood.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
He hath also broken my teeth with stones, and hath couered me with ashes.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Thus my soule was farre off from peace: I forgate prosperitie,
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
And I saide, My strength and mine hope is perished from the Lord,
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Remembring mine affliction, and my mourning, the wormewood and the gall.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
My soule hath them in remembrance, and is humbled in me.
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
I consider this in mine heart: therefore haue I hope.
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
It is the Lordes mercies that wee are not consumed, because his compassions faile not.
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
They are renued euery morning: great is thy faithfulnesse.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
The Lord is my portion, sayth my soule: therefore wil I hope in him.
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
The Lord is good vnto them, that trust in him, and to the soule that seeketh him.
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
It is good both to trust, and to waite for the saluation of the Lord.
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
It is good for a man that he beare the yoke in his youth.
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
He sitteth alone, and keepeth silence, because he hath borne it vpon him.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
He putteth his mouth in the dust, if there may be hope.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Hee giueth his cheeke to him that smiteth him: he is filled full with reproches.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
For the Lord will not forsake for euer.
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
But though he sende affliction, yet will he haue compassion according to the multitude of his mercies.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
For he doeth not punish willingly, nor afflict the children of men,
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
In stamping vnder his feete all the prisoners of the earth,
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
In ouerthrowing the right of a man before the face of the most high,
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
In subuerting a man in his cause: the Lord seeth it not.
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Who is he then that sayth, and it commeth to passe, and the Lord commandeth it not?
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
Out of the mouth of the most high proceedeth not euill and good?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Wherefore then is the liuing man sorowfull? man suffreth for his sinne.
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Let vs search and try our wayes, and turne againe to the Lord.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Let vs lift vp our hearts with our handes vnto God in the heauens.
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
We haue sinned, and haue rebelled, therefore thou hast not spared.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
Thou hast couered vs with wrath, and persecuted vs: thou hast slaine and not spared.
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Thou hast couered thy selfe with a cloude, that our prayer should not passe through.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Thou hast made vs as the ofscouring and refuse in the middes of the people.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
All our enemies haue opened their mouth against vs.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Feare, and a snare is come vpon vs with desolation and destruction.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Mine eye casteth out riuers of water, for the destruction of the daughter of my people.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Mine eye droppeth without stay and ceaseth not,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
Till the Lord looke downe, and beholde from heauen.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Mine eye breaketh mine heart because of all the daughters of my citie.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Mine enemies chased me sore like a birde, without cause.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
They haue shut vp my life in the dungeon, and cast a stone vpon me.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
Waters flowed ouer mine head, then thought I, I am destroyed.
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
I called vpon thy Name, O Lord, out of the lowe dungeon.
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Thou hast heard my voyce: stoppe not thine eare from my sigh and from my cry.
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Thou drewest neere in the day that I called vpon thee: thou saydest, Feare not.
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
O Lord, thou hast maintained the cause of my soule, and hast redeemed my life.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
O Lord, thou hast seene my wrong, iudge thou my cause.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Thou hast seene all their vengeance, and all their deuises against me.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
Thou hast heard their reproch, O Lord, and all their imaginations against me:
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
The lippes also of those that rose against me, and their whispering against me continually.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Behold, their sitting downe and their rising vp, how I am their song.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Giue them a recompence, O Lord, according to the worke of their handes.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Giue them sorow of heart, euen thy curse to them.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Persecute with wrath and destroy them from vnder the heauen, O Lord.

< Klagesangene 3 >